Havne og fiskere til kamp mod forurening: Mere affald skal genanvendes

Flere jyske havne slår sig nu sammen med fiskerne i kampen for et renere havmiljø.

Fiskerne afleverer hvert år flere hundrede ton affald i havnene langs vestkysten.
Fiskerne afleverer hvert år flere hundrede ton affald i havnene langs vestkysten.
Foto: Michael Lyck Poulsen, TV MIDTVEST

Der er enorme mængder affald i havene omkring Danmark, men meget lidt af affaldet bliver genanvendt.

Det vil syv jyske havne - heriblandt Hanstholm, Thyborøn, Thorsminde og Hvide Sande - nu gøre noget ved.

Sammen med brancheorganisationerne Danske Havne og Danmarks Fiskeriforening samt Hjørring Kommune lancerer de et nyt projekt, der skal øge genanvendelsen af det affald, som fiskerne får i garnet og afleverer i havnene.

- Det er et stort projekt, vi skal løfte, for der er i dag meget affald, som ingen kan genanvende, og det er ikke godt for nogen, at det bare brændes af eller ender i deponi i jorden, siger en af initiativtagerne til projektet, Peter Nymann, der er teknisk chef på Hanstholm Havn i en pressemeddelelse. 

Også i fiskernes interesse

Fiskerne afleverer hvert år flere hundrede ton affald i havnene, og i første omgang går arbejdet ud på at få klarlagt, hvad der skal til for at få genanvendt mere affald - og hvilke barrierer ambitionen om mere genanvendelse støder på i dag.

- Havene er jo både en del af vores og fiskernes arbejdsplads, så derfor har vi en stor interesse i, at de også bliver så rene som muligt – og når vi finder affald deri, skal det genanvendes så godt som muligt, siger Peter Nymann.

Fiskerne ser også frem til samarbejdet, siger biolog i Danmarks Fiskeriforening, Sofie Smedegaard Mathiesen.

- Fiskerne oplever problemet til havs hver dag, og de sætter pris på, at de kan aflevere affaldet i havnene, og at de ved, at affaldet bliver håndteret. Derfor har vi også en interesse i at samarbejde med havnene for at sikre en bedre genanvendelse af det affald, der bliver taget med i land, siger hun. 

0:44
 
2:29
INDSLAG FRA ARKIVET - fra januar 2016: Både i Nordsøen og resten af verden er enorme mængder affald i havene fortsat et stort problem.