Journalist melder sig ind i kamp om Lundes folketingsstol

Birgitte Vinding vil være Ringkøbing-Skjerns nye kandidat i stedet for Esben Lunde. Nu bliver der kampvalg.

Esben Lunde Larsen er ude af dansk politik og skal i stedet arbejde for en tænketank i USA.
Esben Lunde Larsen er ude af dansk politik og skal i stedet arbejde for en tænketank i USA.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Der er lagt op til kampvalg i Venstres folketingskreds i Ringkøbing-Skjern om, hvem der skal afløse tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen som kandidat.

Således har endnu en Venstre-politiker meldt sig ind i kampen om folketingskandidaturet. Det er den 50-årige journalist Birgitte Vinding. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Hun skal dermed konkurrere med erhvervsdirektør Kenneth Mikkelsen. 

0:59
Lige nu er det et helt åbent spørgsmål, hvem der overtager pladsen, når Esben Lunde Larsen stopper i folketinget til oktober. Den 19. juli var flere kandidater i spil.

Han var den første til at melde sig klar til at overtage pladsen, der bliver ledig, fordi Esben Lunde Larsen stopper i dansk politik på grund af et nyt job i en tænketank i USA.

Tilmeldingsfristen for kandidater udløber 1. august.

I sidste uge fortalte formand for Venstre i Ringkøbing-Skjern Hans Christian Tylvad til Altinget, at han håbede, at der ville melde sig flere end blot en enkelt kandidat.

Birgitte Vinding er født og opvokset i Stauning og kender derfor området godt. Desuden er Christiansborg heller ikke ukendt land for hende, da hun gennem 14 år var ansat i Det Konservative Folkepartis pressetjeneste.

På nuværende tidspunkt er hun ansat som kommunikationsmedarbejder på Biblioteket Kulturværftet i Helsingør, og inden da var hun i en årrække pressechef i Gigtforeningen.

Venstre-politikeren fortæller, at hun er på vej hjem til Vestjylland, hvor hun har mulighed for at overtage sine forældres gård.

1:19
Esben Lunde Larsen har fået nyt job i USA og forlader folketinget, så snart det åbner igen til oktober.

Til Dagbladet Ringkøbing-Skjern fortæller hun desuden, at hun er nær veninde med formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund.

- Jeg tillader mig at tage æren for at have opdaget Pernille Vermund, som i dag er min nære veninde. Nogen vil nok spørge, hvorfor jeg ikke stiller op for Nye Borgerlige, men jeg har Venstre-blod i årerne, siger Birgitte Vinding.

/ritzau/