Mette Chemnitz til Ringkøbing
1. divisionsklub henter højre back i Team Tvis Holstebro.
Ringkøbing Håndbold har fundet erstatningen for den svenske højre back Martina Adamsson-Jensen, der forlader klubben efter denne sæson.
Den vestjyske 1. divisionsklub har skrevet kontrakt med den 22-årige Mette Chemnitz fra Team Tvis Holstebro. Chemnitz er ligesom Adamsson venstrehåndet og kan både spille back og fløj.
Det er ikke første gang, de lyserøde fra Ringkøbing henter en spiller hos konkurrenterne mod nord. I Ringkøbing bliver Mette Chemnitz blandt andre genforenet med den tidligere TTH-spiller, målvogter Henriette Dahl.
Liga eller 1. division?
Det er stadig usikkert, om Mette Chemnitz kommer til at spille liga eller 1. division. Men noget tyder på, at Ringkøbing har gode chancer for at rykke op i ligaen. I kvalifikationsspillet vandt vestjyderne onsdag aften 28-20 over HC Odense - og ligger dermed på den andenplads, der giver oprykning. Tredjepladsen i kvalifikationsspillet giver knald eller fald-kampe mod treeren fra den anden pulje.
Eksternt link - se stillingen i Ringkøbings pulje.