Trofast mekaniker: Ejgil har været på samme arbejdsplads i 52 år
69-årige Ejgil Pedersen har arbejdet hos Volkswagen Ringkøbing siden 1967. For et par måneder siden besluttede han at udskyde pensionen.
Der er dem, der næsten ikke kan vente til den dag, de kan gå på pension.
Og så er der dem, der elsker deres arbejde så meget, at de ikke kan give slip.
69-årige Ejgil Pedersen fra Ringkøbing tilhører den sidste kategori. Han er stadig aktiv som mekaniker efter 52 år hos Volkswagen Ringkøbing.
- Jeg kan ikke undvære det. Det er rart at have lidt at stå op til, og det er en god arbejdsplads. Man har det godt med sine kolleger, og så går den ene dag med den anden, siger han.
Den vestjyske mekaniker skulle egentlig være gået på pension for et par måneder siden, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var noget for ham. Så efter en måneds pause var han tilbage på VW-værkstedet, hvor han nu arbejder et par dage om ugen.
- Jeg ville ikke kunne få tiden til at gå, hvis jeg skulle gå hjemme hver dag. Så skal man have en hobby, og sådan en har jeg ikke, siger han.
Hos Volkswagen Ringkøbing er de glade for, at den erfarne medarbejder har valgt at udskyde pensionen.
- Han er en fantastisk loyal medarbejder. Både over for arbejdskammeraterne, firmaet og kunderne. Han er en rigtig guttermand. Han er stabil, aldrig syg, møder altid et kvarter før og er heller ikke den første, der smutter, siger Anders Christian Vejgaard, der er medindehaver af Volkswagen Ringkøbing.
Og noget tyder på, at VW kan få glæde af den erfarne arbejdskraft længe endnu. Foreløbig har Ejgil Pedersen i hvert fald ingen planer om at forlade det værksted, hvor han har arbejdet siden 1967.
- Jeg tager en dag ad gangen, og så ser vi, hvordan det går, siger han.