Venstre ændrer kurs: Nu skal Helles fremtid genovervejes i byrådet
Sagen om Helle Filsø Madsen så ellers ud til at være afgjort. Nu åbner Venstre op for, at beslutningen alligevel bør laves om.
Sagen om 40-årige Helle Filsø Madsen, der er ramt af sygdommen Huntingtons, har nu taget en ny drejning.
Det var ellers besluttet, at Helle Filsø Madsen, mod sit og familiens ønske, skulle visiteres til en plads på Spjald Pleje- og Aktivitetscenters demensafsnit. Nu er Venstres gruppeformand i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard, så kommet i tvivl om beslutningen.
"Vi er i tvivl om, hvorvidt tilbuddet til Helle Filsø Madsen er det rigtige, og den tvivl vil vi lade hende komme til gode. Kommunens serviceniveau bliver jævnligt revurderet og tilpasset, og ved næste revision vil emnet ’yngre med plejebehov’ blive taget op igen," skriver Hans Østergaard (V) på sin private Facebook-profil fredag aften.
Sagen har ellers været behandlet i kommunens Social- og Sundhedsudvalg to gange, senest i onsdags. Her fastholdt udvalget beslutningen om, at Helle Filsø Madsen skulle visiteres til plejehjemmet i Spjald - og ikke til specialbostedet HC Bofællesskab i Herning, som familien ønskede.
Nu har politikerne i Venstres byrådsgruppe igen overvejet sagen, og nu ser det altså ud til, at den alligevel ikke er afsluttet.
"På den baggrund vil jeg som gruppeformand tage kontakt til det øvrige byråd med henblik på, at vi i enighed anmoder administrationen i Ringkøbing-Skjern Kommune om at genoverveje beslutningen og i stedet indstille Helle Filsø Madsen til en plads på specialbostedet HC Bofællesskab i Herning," skriver Hans Østergaard (V) videre i sit opslag.
For at beslutningen kan laves om, kræver det, at et flertal i byrådet stemmer for. Der er i alt 29 medlemmer i Ringkøbing-Skjern Kommunes byråd, hvoraf de 13 er fra Venstre, mens to er fra SF. Dermed er minimum 15 af politikerne for, at beslutningen om Helles Filsø Madsens fremtid ændres, og det ser derfor ud til at blive en realitet.
Kraftige reaktioner fra borgere
Udvalgets oprindelige beslutning har affødt en storm af reaktioner fra borgere, der har været dybt uenige med udfaldet. I sit opslag pointere Hans Østergaard, at den slags sager er svære at behandle.
"En alvorlig og sjælden personsag af denne karakter er altid svær at tage stilling til, og der er mange hensyn i spil. Men vi har som politikere også hjerte og har lyttet til den kritik, der er kommet fra forskellig side. Vi har alle den dybeste respekt og medfølelse for borgeren og hendes familie, ligesom vi har fuld forståelse for ønsket om at tilbyde hende en plads på specialinstitutionen i Herning," skriver han og slutter med at ønske alt det bedste for Helle Filsø Madsen og hendes familie.