Venstre efter kovending i Helle-sagen: - Vi kom i tvivl
Venstre har i dag som samlet gruppe ændret holdning til sagen om den Huntingtons-ramte Helle Madsen. Det sker efter massiv mediestorm.
Efter flere dages forargelse på de sociale medier, har Venstre i Ringkøbing-Skjern Kommune lavet en kovending: De har valgt alle at støtte beslutningen om, at den Huntington-ramte Helle Filsø Madsen skal på specialbosted i Herning i stedet for plejehjem i Spjald.
Hans Østergaard er gruppeformand for Venstre i Ringkøbing-Skjern, og grunden til Venstre har ændret hold er, at de efter de seneste dage er kommet i tvivl om, hvorvidt det var en god løsning at sende hende til Spjald Plejecenter.
- Vi ændrer holdning, fordi vi er blevet i tvivl om, hvorvidt den løsning, vi har valgt til Helle Madsen, er god nok i forhold til de udfordringer, Helle står med og den forfærdelige sygdom, hun er ramt af, siger Hans Østergaard.
I går udfordrede Lennart Qvist fra Venstre beslutningen om at sende Helle Madsen på plejehjem, og han er glad for, at hans byrådsgruppe nu har ændret holdning.
- Jeg ønskede en drøftelse af vores generelle serviceniveau, da jeg ikke mener, at man kan tvinge unge mennesker på plejehjem imod deres vilje, siger Lennart Qvist.
Flertallet i byrådet taler dermed nu for, at Helle Madsen skal på det specialiserede bosted i Herning, hvilket bekymrer socialudvalgsformanden, da den plads koster cirka 270.000 kroner mere om året.
- Konsekvensen er, at når vi giver en, så må vi give alle. Det skal jo være lige overfor alle borgere og det kommer til at koste kassen, siger Niels Rasmussen fra Socialdemokraterne.
Sagen skal til afstemning i byrådet d. 16. maj.