400 kilo tung hest faldt gennem isen
En islandsk hest faldt søndag morgen gennem isen på en lille sø ved Ådum tæt på Tarm.
49-årige Charlotte Petersen fik sig en slem overraskelse, da hun skulle fodre sin islandske hest søndag morgen. Denne morgen kom der nemlig ingen hest galoperende hen til hende, da morgenmaden skulle serveres.
Til sin store overraskelse opdagede Charlotte Petersen, at hesten ved navn Slepnier var faldet igennem isen i en nærliggende sø. Og så fik hun pludselig travlt.
Først forsøgte hun at bjerge Slepnier op alene, men hun indser hurtigt, at den er alt for tung. Hun tilkaldte derfor Brand & Redning MidtVest.
Der gik cirka 12 minutter, før Brand & Redning MidtVest ankom til stedet.
- Selvom der kun gik 12 minutter, føltes tiden uendelig lang. Det var hårdt at se Slepnier ligge der, siger Charlotte Petersen.
Tilbage på fast grund
Det var Henning Olesen fra Brand & Redning MidtVest, der skulle bjerge hesten tilbage på land. Med 25 år på bagen som redder havde han kun et par gange tidligere oplevet lignende situationer. Og heldigvis forløb redningsaktionen godt
Med et såkaldt HC-køretøj kunne Henning på fem minutter trække hesten tilbage på fast grund. Og det vakte glæde hos den erfarne redder:
- Det er virkelige en god dag på arbejdet, når man har reddet en hest.
Også Charlotte var lettet, da hesten var i sikkerhed.
- Jeg blev utrolig lettet og gik straks i gang med at tørre Slepnier og få noget varme i ham.
Hestens kropstemperatur var kun faldet med en enkelt grad og sidst på eftermiddagen var temperaturen atter normal. Hesten har det under omstændighederne godt.
Husk indhegning
Efter dagens uheld vil Charlotte Petersen gerne sende et budskab ud til alle hesteejere.
- Husk at indhegne jeres søer, så heste og andre dyr ikke falder igennem.