Bed betjent i bagdelen: Politiet har skudt schæferhund

Hunden havde bidt en turist og angreb to betjente, da de kom frem til stedet.

Politipistol-baelte.jpg

En betjent måtte torsdag eftermiddag trække pistolen og skyde en schæferhund, der flere gange har bidt. Hunden er død som følge af skuddet.

Det fortæller Bjarne Askholm, der er leder af lokalpolitiet i Ringkøbing.

Klokken 16.45 modtog politiet en melding om en hund, der havde bidt en 69-årig turist ved Bjerregaard syd for Hvide Sande.

- Da vi kommer frem og stiger ud af bilen, går den først til angreb på en mandlig betjent, og bider ham i bagdelen. Derefter går den til angreb på den anden kvindelige betjent, som undviger den. 

Men her stopper schæferhunden ikke.

-  Efter den har forsøgt to gange på betjentene, vil hunden igen gå over til den mandlige betjent. Her vælger han, at trække pistolen og skyde schæferhunden, fortæller han.

Ejeren til hunden er en 72-årig mand fra Bjerregaard. Det er ikke første gang, at politiet i Ringkøbing er ude ved ejeren.

- Vi kender den, da vi tidligere har været på adressen, hvor den har været truende.

Ifølge Bjarne Askholm så har politiet tidligere modtaget henvendelser om hunden, hvor den har bidt. Tidligere er det gået ud over et barn.

Den 72-årige mand er efterfølgende blevet sigtet for at overtræde hundeloven, for ikke at have styr på sin hund.

- Det er sket tidligere, at vi er nødt til at skyde en hund, men det er slet ikke noget, der sker hvert år. Heldigvis, fortæller Bjarne Askholm.

Den mandlige betjent og den 69-årige turist har begge været forbi lægevagten, for at få en stivkrampe vaccination.