Direktøren for Naturkraft stopper uden kommentarer
Efter en hård opstart med corona og udeblevne gæster skal Naturkraft i Ringkøbing have ny direktør. Ifølge bestyrelsesformanden er der ikke tale om en fyring.
Den 12. juni 2020 kunne Naturkraft slå dørene op med et ønske om 280.000 gæster årligt, som skulle blive klogere på naturens kræfter gennem leg.
Men gæsterne udeblev og corona gav den nye attraktion modvind fra start. Nu skal den start toårige vestjyske forlystelse til knap 300 millioner kroner have ny direktør.
Peter Sand, der er direktør indtil udgangen af januar, vil ikke kommentere på, hvorfor han ikke længere skal stå i spidsen.
- Det kan jeg ikke svare på. Eller vil jeg ikke svare på. Vi har lavet en gensidig aftale, og der overholder jeg det, som vi har indgået – herunder, at jeg ikke har nogen kommentar til det, siger Peter Sand, der blev ansat til projektet i 2010.
Den afgående direktør henviser i stedet for til bestyrelsesformanden for Fonden Naturkraft, Henrik Tvarnø, der dog heller ikke vil uddybe, hvorfor Peter Sand ikke kan være direktør fremadrettet.
- Vi har lavet en gensidig aftale om aftrædelse, og mere har jeg ikke at sige. Vi betragter det som noget internt, fortæller han.
Pandemi og udeblevne gæster
Det har da heller ikke været den nemmest start for den relativt nye virksomhed i Ringkøbing.
Da dørene blev slået op første gang i juni 2020, var det midt i en coronakrise.
- Vi har ikke prøvet andet. I 2020 kostede det os syv millioner kroner, og i år kommer vi ud med nul resultat. Det har været målet hele efteråret at komme i den situation. Det, mener jeg, er positivt i et år med undtagelsestilstand, sagde Peter Sand inden jul, da Naturkraft måtte lukke før tid grundet restriktioner.
Halvandet år efter åbningen stod det klart, at målet om de 280.000 gæster årligt langt fra var noget. I 2020 kunne Naturkraft invitere omkring 60.000 gæster ind, mens de sidste år måtte se sig tilfredse med 40.000 besøgende.
Og kritikken har været til at tage og føle på. Ringkøbing-Skjern Kommune har nemlig bidraget med 145 millioner kroner.
- Jeg tror, at man er nødt til at kigge indad og kigge kritisk på den attraktion, man har skabt, i et forsøg på at hæve besøgstallene. Det er målet nu, sagde viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Søren Elbæk (S), tilbage i november sidste år.
En ny start
Naturkraft vil efter planen genåbne midt i februar, efter de har været lukket siden 16. december.
Henrik Tvarnø oplyser, at Naturkraft i næste uge vil fremlægge planer for, hvordan centret fremadrettet skal drives, og hvad en ny direktør skal kunne. Han vil dog ikke uddybe.
- 2022 og 2023 bliver med en langsommere start, men vi er stadig optimister. I næste uge vil jeg meget gerne fortælle, hvad vi vil og håber at kunne fremadrettet, siger han og fortsætter:
- Vi har ikke lagt skjul på, at vi ramte det vel nok dårligste tidspunkt at starte en ny kulturinstitution på. Det har vi prøvet at løse, og det vil vi blive ved med at forsøge at løse.