Gæsterne bliver væk: Naturkraft beder om flere skattekroner til at dække underskud

Regningen for de få besøgende hos Naturkraft kan i sidste ende havne hos borgerne i Ringkøbing-Skjern.

Naturkraft nærmer sig 10.000 besøgende i år. Da parken blev vedtaget på et byrådsmøde i 2010, regnede man med 280.000 årlige gæster.
Naturkraft nærmer sig 10.000 besøgende i år. Da parken blev vedtaget på et byrådsmøde i 2010, regnede man med 280.000 årlige gæster.
Foto: Fonden Naturkraft

145 millioner kroner. 

Så meget har Naturkraft ved Ringkøbing indtil videre kostet skatteyderne i Ringkøbing-Skjern Kommune, men den regning kan meget vel vokse. 

Oplevelsesparkens nye direktør, Mette Bjerrum Jensen, sender nu et direkte ønske om flere skattekroner til medlemmerne af byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det sker i form af underskudsgaranti.

- Vi har brug for, at man bakker op om det rent økonomisk, siger Mette Bjerrum Jensen.

Hun tog plads direktørstolen, da Ringkøbing-Skjern Museum i februar indgik en samarbejdsaftale med Naturkraft, der på sigt skal resultere i, at Naturkraft bliver en del af Ringkøbing-Skjern Museum.

Direktøren oplyser, at man snart rammer 10.000 gæster for i år og dermed har kurs mod at indfri målet om 50.000 gæster i løbet af 2022. 

Mette Bjerrum Jensen forventer dog også, at et besøgstal på 50.000 gæster i år vil udløse et underskud hos oplevelsesparken. 

Det lander formodentlig i omegnen af et mindre millionbeløb.

- Når vi er klar, beder vi byrådet om en underskudsgaranti for driften i år og næste år, siger direktøren, der tilføjer, at regningen for underskuddet ikke må ende hos Ringkøbing-Skjern Museum.

Direktør Mette Bjerrum Jensen har iværksat flere tiltag, der skal trække gæster til Naturkraft. Men oplevelesparken har kurs mod et underskud.
Direktør Mette Bjerrum Jensen har iværksat flere tiltag, der skal trække gæster til Naturkraft. Men oplevelesparken har kurs mod et underskud.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Mette Bjerrum Jensen, der desuden er direktør hos Ringkøbing-Skjern Museum, har blandt andet sænket billetpriserne markant for at lokke gæsterne til oplevelsesparken, der åbnede i coronaåret 2020. 

Tiltagene har tilsyneladende virket, men besøgstallet er dog langt fra de 280.000 årlige gæster, som Naturkraft blev planlagt efter, da byrådet tog stilling til parken i 2010. 

- Naturkraft er ikke blevet det, det var tænkt til fra starten. Jeg er sikker på, at det kan blive det, men det er en langsigtet proces, vi skal i gang med nu, erkender Mette Bjerrum Jensen, der er overbevist om, at Naturkraft på sigt kan løbe rundt uden økonomisk hjælp fra kommunen.

Lydhør politiker

På rådhuset vil man ikke udelukke, at flere skattekroner kan blive sent i retning af Naturkraft, hvis ønsket om en underskudsgaranti formelt bliver fremsat. 

-  Vi har ikke set noget konkret endnu, men jeg vil forholde mig positivt til det udspil som Ringkøbing-Skjern Museum måtte komme, lyder det fra viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Søren Elbæk (S). 

Søren Elbæk (t.v.) og resten af byrådet kan formodentlig se frem til at drøfte en underskudsgaranti til Naturkraft.
Søren Elbæk (t.v.) og resten af byrådet kan formodentlig se frem til at drøfte en underskudsgaranti til Naturkraft.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Socialdemokraten har ellers tidligere udelukket, at der skal sendes flere skattekroner til oplevelsesparken. 

- Der bliver ikke bevilget flere kommunale skattekroner med min stemme, forsikrede han i november i et interview med Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Søren Elbæk anerkender, at han er "vendt på en tallerken", når det kommer til at sende flere skattekroner i retning af Naturkraft. 

- Jeg opfordrede bestyrelsen til at kigge ind ad. Det har de gjort. 

- Vi har en ny situationen, hvor det drejer sig om at få skabt en succes, lyder det fra viceborgmesteren, der mener, at besøgstallet på sigt bør ende på 100.000 om året.

Han frygter, at Naturkraft i yderste konsekvens kan gå konkurs, hvis ikke der bliver rettet gevaldigt op.

- Jeg tror, at Naturkraft kan løbe rundt. Det drejer sig om at få en bæredygtig drift, siger Søren Elbæk, der endnu ikke drøftet en potentiel underskudsgaranti med sin partigruppe.