I årtier har veteranpolitikken fejlet: Men i Ringkøbing giver søvnyoga veteraner smil
Danmark har i årtier svigtet de soldater, der er draget i krig for deres land, erkender minister. I Ringkøbing har der i løbet af weekenden været hjælp at hente.
Mountainbike, søvnyoga og volleyball.
ROFI-Centret i Ringkøbing danner denne weekend rammerne om en camp målrettet krigsveteraner, der er kommet hjem med skader på sjæl eller krop.
- Det vigtigste er sammenholdet og det, at være sammen med andre, siger Allan fra Mønsted ved Viborg, der ikke ønsker at få sit fulde navn frem.
Han lever i dag med PTSD som konsekvens af syv ture med dannebrog på skulderen. Han har blandt andet været udsendt til Afghanistan, Irak og Libanon, ligesom cv'et også tæller en udstationering i Kosovo.
I Ringkøbing har han og de omkring 30 deltagere blandt andet trænet dykning og åndedræt.
- Jeg kan bruge det, når jeg skal sove om aftenen, siger han med henvisning til sin PTSD og fortsætter:
- Vi lærer at håndtere det tankemylder, der kommer, så vi kan få en lidt bedre dagligdag, forklarer han.
Bruger foreningstanker
Weekendens camp er arrangeret af Danmarks Idrætsforbund i regi af DIF Soldaterprojekt.
- Idrætten har nogle gode og trygge fællesskaber. Dem vil vi gerne bringe i spil for veteranerne, forklarer Katrine Fritzen, der er konsulent på projektet.
Katrine Fritzen peger på, at veteranerne typisk har været meget fysisk aktive qua deres tid i Forsvaret. Derfor er det oplagt at bruge idræt til at etablere nye venskaber.
- Skuldrene kommer ned og mundvigene op. Alle er meget trætte, men det er en god weekend, hvor nye venskaber bliver skabt.
- Det er en god måde at komme ud og resocialisere. Det er en tryg vej ud i fællesskabet, forklarer hun.
Minister anerkender behov
Søndag er ikke kun forbeholdt folk med en fortid i militæret. Fungerende forsvarsmininster Troels Lund Poulsen (V) har også valgt at lægge vejen forbi veteranerne i forbindelse med skydning.
Her erkender ministeren blandt andet, at Danmark har fejlet i årtier.
- Der er ikke nogen tvivl om, at vores veteranindsats over de sidste årtier ikke har været god nok. Vi er blevet bedre, siger ministeren, der har en fortid som forsvarsordfører.
Som fungerende forsvarsminister skal Troels Lund Poulsen blandt andet være med til at sikre, at Danmark lever op til Nato's krav. Det betyder blandt andet, at Forsvaret får brug for flere folk, og det kan resultere i flere hjemvendte soldater med ar.
- Det er desværre konsekvensen af, at vi deltager i internationale missioner, og derfor skal vi også gøre en ekstraordinær indsats for så at tage hånd om vores veteraner, når de kommer tilbage igen, forsikrer han.
Veteranen Allan er stadig tilknyttet Forsvaret. Han anerkender behovet for hjælp til ham og andre veteraner.
- Vi er både mænd og kvinder. Det, at man kan snakke med andre, der har det på samme måde, gør, at man kan udveksle erfaringer. Det kan man ikke få at vide gennem en læge eller psykolog, siger han.