Jakob er et omvandrende mirakel

Kælderrummet sitrer af positiv energi. Tempofyldt housemusik flyder ud af højttalerne, mens Jakob Snogdals hænder hurtigt bevæger sig henover mixerpulten. Som om de med deres fart forsøger at skjule en historie om en dramatisk fødsel og en barndom med stædighed, tårer og mobning.

Vi befinder os i kælderen i Jakob Snogdals hjem på Hovedgaden i Spjald. For Jakob har noget på hjerte, som han gerne vil fortælle omverdenen. Noget, som trækker tråde helt tilbage til dengang, han blev født, og som gjorde at hans venstre arm i dag er betydeligt kortere end den højre. Og at venstre hånd umærkeligt støtter højre til flere af bevægelserne.

- Jeg har altid gerne villet fortælle min historie. Men nu er jeg klar, starter Jakob Snogdal, som også har kæmpet sig til en uddannelse og et arbejde som smed.

Nu vil han fortælle, hvad han har været igennem, og hvad det har betydet for hans liv.

- Jeg vil gerne fortælle unge mennesker, som måske har det lige så svært, som jeg har, at man godt kan gøre det, man sætter sig for, hvis man kæmper hårdt nok for det.

Brutal fødsel

For 30 år siden kom Jakob til verden. Et ønskebarn, som hans mor, Lotte Rask Andersen, beskriver ham.

Men fødslen blev brutal for både mor og barn. Jakob sad fast og kunne ikke komme ud, hverken med sugekop eller andre traditionelle metoder. Til sidst måtte jordemoderen tage et drastisk middel i brug og brække hans kraveben for at trække ham ud.

- Det var jo den sidste mulighed, hun havde, for han sad simpelthen så fast, forklarer Jakobs far, Torben Snogdal Andersen.

I de dramatiske sidste minutter af fødslen fik Jakob ikke meget ilt til hjernen. Så da overlægen efterfølgende kunne se en sort plet på scanningsbillederne, var han ikke i tvivl om, at Jakobs hjerne havde taget alvorligt skade. Og han gav forældrene den tunge dom, at deres søn ville blive spastiker og multihandicappet.

- Det var den besked, vi fik. Altså, det var ikke et måske. Det var, at han ville blive multihandicappet og ret hurtigt ville begynde at få spastiske trækninger, husker Torben Snogdal Andersen.

- Det var faktisk ganske forfærdeligt, supplerer hans mor, Lotte Rask Andersen.

- Hvad skulle hans liv blive til? Det gjorde ondt helt ned i maven.

Et mirakel

Men det gik heldigvis slet ikke, som overlægen havde varslet. Jakob overraskede gang på gang sine forældre i månederne efter fødslen.

- Allerede efter tre måneder kunne jeg se, der skete en forandring. At han bliver jo ikke det her spastiske barn, som vi havde fået dom på, forklarer Lotte Rask Andersen.

Og jo længere tid der gik, jo flere ting kunne Jakob.

- Han kravlede rundt på gulvet. Så begyndte han selv at kunne spise lidt. Og så begyndte han at gå. Det skulle han heller ikke kunne, fortæller Lotte Rask Andersen.

- Det var et mirakel, konstaterer Torben Snogdal Andersen.

Det mente overlægen fra fødslen også.

- Han spurgte, om han måtte bruge Jakobs journal til brug i undervisning. Fordi det var fuldstændig usædvanligt, det der skete. Og det måtte han selvfølgelig, fortæller Torben Snogdal Andersen.

Tålmodighed

Men Jakobs krop var alligevel ikke helt som andre børns. Da jordemoderen brækkede hans kraveben for at redde hans liv, blev musklen i venstre skulder revet over. Det betyder, at Jakobs venstre arm blev ramt af spastiske lammelser og i dag er cirka 20 centimeter kortere end den højre. Og den højre arm har også udfordringer. Hvis Jakob skal løfte noget over skulderhøjde, må han tage venstre arm til hjælp.

I dag har han lært sig selv at bruge sine arme på en måde, så man næsten ikke kan se hans handicap. Men armene har givet Jakob udfordringer hele hans barndom.

- Når han skulle binde sko, det kunne jo tage ti minutter. Men vi måtte ikke hjælpe ham, han ville selv, og han havde en ustyrlig tålmodighed til at lære det, fortæller Jakobs far.

- Og det har været kendetegnende for Jacob, ja, frem til i dag. At når han sætter sig noget for, så bliver han ved. Og det er helt sikkert det, der har bragt ham hen, hvor han er i dag.

Selvom daglige udfordringer blev overvundet, var der også en anden bagside ved Jakobs handicap.

- Jamen min opvækst har været svær på den måde, at jeg blev set som et let offer, fordi jeg var anderledes, fortæller Jakob.

Udover de motoriske vanskeligheder var han også ordblind.

- Det har været svært til tider, bestemt. Mobning var rigtigt meget en del af de første mange år i folkeskolen.

Vendepunktet

Først da Jakob kom på Lystruphave Efterskole, fik han det bedre med kammeraterne.

- Der var det almindeligt at være ”ikke almindelig”. Der blev ikke kigget skævt til en på samme måde. Det tror jeg var det bedste ved det hele, husker Jakob.

Efterskolen blev et vendepunkt for Jakob. Og det var her, han fandt glæden ved at stå ved en mixerpult og spille musik.

- Det fangede mig bare fuldstændigt. Og ja, the rest is history, smiler Jakob.

Drømmen om at blive professionel DJ i udlandet

Siden introduktionen til mixerpulten har Jakob brugt tusindvis af timer på at være DJ. Når han ikke arbejder som smed, spiller han til forskellige events på klubber, cafeer og til private arrangementer med sin helt egen lyd, som nok bedst kan beskrives som house, blandet med afro beats.

For nylig udgav han sin første single via sit eget pladeselskab, Jardes. Og kort efter spillede han halvanden times liveseance på Ausumgaard. Det blev filmet med henblik på at være en musikvideo til Youtube, som skal ”sælge” Jakob som dj og producer.

- Den kan i hvert fald være med til at give nogle sjove oplevelser. Og jeg kan måske møde nogle nye mennesker, som jeg kan arbejde sammen med på en eller anden måde, forklarer Jakob.

- Min drøm er at blive professionel dj og producer og kun leve af det, siger han.

Privat bor Jakob sammen med sin hustru Isabella. Inden længe venter parret deres første barn. Alligevel er håbet at flytte til udlandet i en årrække og leve og arbejde der, som musiker, dj og producer. Måske i USA.

Men først familieforøgelsen.

- Det bliver jo en helt anden tid, vi går i møde, smiler Jakob og bliver et øjeblik alvorlig, inden han slår hele sin pointe fast.

- Jeg håber, at min historie kan være med til at give andre et lille lys i den anden ende af tunnelen. Fordi at selvom tingene er svære, så kan man godt. Man skal bare blive ved.