Ny solcellepark skaber frustrationer: - Jeg frygter, mine naboer flytter væk

Inden længe bliver det vedtaget, at en ny solcellepark skal opføres. Det er ikke alle i området, der har hænderne i vejret over det.

0:10
Verner Boiskov fortæller om splittelsen, det kan give, når energiparker eller debatten om dem flytter ind i et område.

Én solcellepark var ikke nok for Hemmet og Sønder Vium, nu kommer nummer to. 

Men hvad gør det for et lokalsamfund, når der lige pludselig er flere solceller end beboere i området?

- Det skaber frustrationer. Når man møder én på sin vej, så spørger man lige, hvor de nu står i det hele, fortæller Verner Boiskov, der er specialmekaniker i Sønder Vium.

Økonomiudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune godkendte i dag fire solcelleparker, hvor den største lander i det grønne område mellem Hemmet og Sønder Vium. 

Det kommer ikke som en overraskelse, at den nu er økonomisk blåstemplet, men for beboerne i de to små byer er der mere end som så på spil.

- Jamen det er jo rødglødende for nogle, og jeg kan se det på begge måder. På den ene side så er der måske en landmand, som vil nyde godt af det, mens andre bare vil få en ny udsigt, uddyber Verner Boiskov.

Den lokale specialmekaniker trækker på erfaring, når frygten for at blive alene i byen kribler frem. Byen har nemlig en vindmøllepark, og dengang fik de også konsekvenserne at mærke.

- Det værste ved den slags her er, at når parkerne skal udbygges, så går det udover beboere i byen, der er nødt til at sælge huse, og så mister vi jo naboer. Og så er det ikke sikkert man ser dem igen, siger Verner Boiskov.

Betydelig mindre end udgangspunktet 

Solcelleparken er godkendt til at dække 500 hektar, hvilket vil betyde at store grønne arealer vil blive dækket af sorte solceller. På den politiske banehalvdel opfordrer Søren Elbæk, viceborgmester og næstformand i økonomiudvalget i Ringkøbing-Skjern, til, at der også fokuseres på den økonomiske vækst byerne vil få til rådighed.

- Jeg har stor forståelse for, at det skaber splid i lokalsamfundene, men solcelleparkerne vil også skabe udviklingsmuligheder for byerne. Og det har der ikke været meget af ellers, fortæller Søren Elbæk

I første omgang hed udspillet en solcellepark på 1600 hektar, men politikerne endte med at reducere den til 500 hektar.

- Det er stadig en stor mundfuld, men vi har lyttet til kritikken, og derfor har vi også gjort den betydelig mindre end udgangspunktet, siger Søren Elbæk, da vi spørger ham indtil, hvornår nok er nok.

Solcelleparken vil blive endeligt vedtaget, når byrådet mødes 8. oktober.