Østrogen og røde bøffer: Slagterne i Videbæk sejrer i mandsdomineret erhverv

I slagterafdelingen i SuperBrugsen i Videbæk er der udelukkende kvinder ansat, og sådan har det – næsten – været i 25 år.

Medarbejderne i slagterafdelingen i SuperBrugsen i Videbæk.
Medarbejderne i slagterafdelingen i SuperBrugsen i Videbæk.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Bag de danske slagter-skranker finder man en overvægt af mænd herhjemme. Men sådan er det absolut ikke i slagterafdelingen i SuperBrugsen i Videbæk.

Her er der fyldt af østrogen og røde bøffer.

Der er udelukkende kvinder ansat i slagterafdelingen. Én af dem Henriette Olesen, der har arbejdet i slagterafdelingen i 25 år.

I den tid har hun kun haft én mandlig kollega, og han smuttede igen.

- Jeg ved ikke, om det var fordi, vi var for hårde ved ham, eller om det var ham, der var en tøs, siger hun med et glimt i øjet og tilføjer:

- Vi er bestemte, og vi ved, hvad vi vil. Vi ved, hvad der skal gøres, og hvad der skal laves, siger Henriette Olesen.

Øger forretningens salg

Kvinderne i slagterafdelingen i Videbæk skiller sig ud på andre områder end medarbejdernes kønssammensætning. 

Slagterafdelingen tjener så gode penge til forretningen, at den er blevet rost af ledelsen af Coop Danmark.

Det fortæller Anders Hedegaard, der er brugsuddeler i Superbrugsen i Videbæk.

- Normalt ligger slagterafdelingens andel på cirka 10-15 procent af hele forretningens salg. Men her ligger den på over 25 procent. Det er vi aldeles godt tilfreds med, siger han.

Det giver også stolthed blandt slagterne i Videbæk.

- Det er da en rar fornemmelse, og det giver energi og arbejdsglæde, at vi får at vide, vi gør det godt. Det giver os lyst til at yde mere, fortæller Henriette Olesen.

Mænd er velkommen 

Én anden af slagterne i afdelingen er Karoline Iversen. Hun har arbejdet der i knap 11 år.

- Det behøver ikke altid kun at være mænd, der står i en slagterafdeling – og kvinder, der skal klare sig i en mandeverden. Det er ikke en mandsdomineret verden, vi lever i, siger hun.

Men selvom slagterafdelingen har stor succes, så er det på ingen måde udelukket, at der kommer en mandlig kollega i fremtiden.

- Det kan måske godt være lidt svært for en mand at komme ind til sådan en flok kvinder, men det er jo ikke sådan, at det er forbudt for mænd at søge, siger brugsuddeler Anders Hedegaard.

3:38
Superbrugsen i Videbæk har kun kvinder ansat i slagterafdelingen. Og sådan har det næsten været gennem 25 år.