Pludselig var den væk: Ejer frustreret over bådtyveri og knuste sommerferieplaner
Det var ikke bare båden, men også sommerferieplanerne, som Peter Kristiansen så forsvinde, da han fik stjålet sin båd fra Ringkøbing Havn.
Da Peter Kristiansen fredag eftermiddag kom ned til Ringkøbing Havn, konstaterede han hurtigt, at pladsen, hvor hans båd normalt ligger, var tom.
- Det må være en eller anden dårlig joke, tænker jeg bare, siger Peter Kristiansen.
Men det er det ikke, båden er væk, og ingen har hverken set eller hørt noget.
- Det er møgirriterende. Det er så frustrerende, at man ikke kan have noget i fred, fortæller Peter Kristiansen.
Han formoder, at båden, der er godt og vel 300.000 kroner værd, er blevet stjålet natten til onsdag 14. juni.
Sommerferien er stjålet
For Peter Kristiansen er det ikke bare en båd, der er blevet stjålet. Det er også en sommerferie og en masse minder.
- Vi har haft den i fem år, og for os har det altid været et samlingssted for familie og venner, forklarer han.
I år havde sommerferieplanen været øhop i de danske farevande sammen med konen, men de planer er nu lagt på is.
- Jeg håber inderligt på, at den dukker op igen, men jeg tvivler på det, siger bådeejeren.
Ingen overvågning på havnen
Der har ikke været mange spor for politiet at gå efter, da der ikke er nogen form for overvågning på havnen, og det ærgrer Peter Kristiansen.
Men spørg man havnefogeden ved Ringkøbing Havn, Michael Windfeldt Duedal Olsen, så kommer der ikke overvågning på havnen.
- Nej, det gør der ikke, siger han og forsætter:
- Vi lejer pladserne ud, og det gør vi indenfor et regelsæt, men vi overvåger og tyverisikre ikke.
Michael Windfeldt Duedal Olsen er ærgerlig over hændelsen, men betragter det som en enestående hændelse, der ikke giver anledning til ændringer på havnen.
- Det er da træls både for os som havn og især for bådejeren, siger havnefogeden.
Han anbefaler derfor alle bådejere til at tage sagen i egen hånden.
- Jeg kan kun opfordre til, at man køber sådan en lille gps-tracker til sin båd, siger Michael Windfeldt Duedal Olsen.