Præst om ”De fortabte sønners” syn på bibelbæltet: - Jeg blev oprørt
Ifølge sognepræst Christina Elisabeth Leinum håner Andreas og Sune Gylling Æbelø den konservative kristne del af kirken, som de selv er rundet af, i brødrenes nye bog.
Brødrene Andreas og Sune Gylling Æbelø voksede op i et meget religiøst hjem i Holstebro med en dyb hemmelighed, som de ikke engang delte med hinanden.
I en ny bog med titlen ”De fortabte sønner” skriver brødrene blandt andet om det at opvokse i det vestjyske bibelbælte og være homoseksuel under missionens øje. Om den skyld og skam som de oplevede over ikke at passe ind.
Det har fået sognepræst i Hvide Sande, Haurvig og Lyngvig og Ringkøbing Provsti Christina Elisabeth Leinum til tasterne i en kronik i Kristeligt Dagblad.
Til TV MIDTVEST uddyber sognepræsten, at hun er ked af, at de to brødre angriber og latterliggør det, som betyder noget for hende; bøn til gud, sang og kristne institutioner.
- Da jeg læste bogen, blev jeg oprørt over, at der var den her kritiske tilgang til de kristne organisationer, som de to brødre selv er rundet af. Det gjorde mig meget ked af det, at de går ud i offentligheden og kritiserer og håner de ting, som jeg værdsætter, siger hun.
Men er det ikke fair, at brødrene skriver, som de gør?
- Jeg ser bogen som et opgør med klassik kristendom, som er meget på dagsordenen i den her tid, at det faktisk er svært at være klassisk kristen. Altså jeg siger ikke til mine kollegaer, der vier homofile, at der ikke er plads til dem, forklarer hun og uddyber:
- Det, jeg udfordrer er, at der ikke skulle være plads til, at klassisk kristendom også kan være i folkekirken i dag, og det er dem, som jeg synes, der bliver udskældt mest, og derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi tør stå op for de klassiske kristne værdier også i en tid, som vi lever i dag.
Ifølge sognepræsten burde debatten være en samtale, der skulle være taget i kirken og ikke i offentligheden.
Men bliver det ikke stærkere af, at man tager debatten ud i det offentlige rum?
- Det er mere, at man går direkte efter at håne og udtrykke sin vrede imod andre i kirken. Jeg ville ønske, at de var kommet til de her organisationer og talt med dem. Jeg tænker, at der er meget, der skal tilgives og bearbejdes, men den kærlighed man har til andre må være det bærende.
Brødre svarer på kritikken
TV MIDTVEST har forholdt brødrene kritikken.
- Jeg er i tvivl om, om hun har læst den samme bog. Altså den vi har skrevet, siger Andreas Gylling Æbelø om kritikken fra Christina Elisabeth Leinum.
- Vi har gjort os ret umage med ikke at latterliggøre og håne. Vi retter en kritik meget specifikt mod nogle miljøer, men vi bekender os også fortsat til vores tro, slår han fast.
Se hele interviewet med brødrene her: