Psykologsamtaler, mandegrupper og gåture: Projekt i naturens rige skubber sårbare mænd i arbejde
Projekt Plus i Ringkøbing Skjern Kommune haft så stor succes med at få mænd med angst eller depression i bedre trivsel og beskæftigelse, at projektet skal køre videre som en del af kommunes beskæftigelsesindsats.
Kent Rosendahl fra Sønder Vium har været uden for arbejdsmarkedet siden 2019, fordi han blev ramt af stress og depression.
- Det var en hård nød at knække, lyder det.
Så da han for to år siden hørte om Projekt PLUS i Ringkøbing-Skjern Kommune, var han ikke i tvivl.
- Da jeg startede på forløbet her, der var jeg helt i kulkælderen. Nu er jeg der, hvor jeg skal kigge efter, hvad der er af muligheder for mig. Jeg håber på noget arbejde, hvor jeg kan blive fremadrettet, siger han.
For fire år siden søgte kompetencecenteret under Beskæftigelsesafdelingen i Ringkøbing-Skjern Kommune penge fra Den A.P. Møllerske Støttefond til Projekt PLUS. Det lykkedes, og 110 mænd, der alle var modtagere af ydelser, har været en del af projektet, der kun har været målrettet mænd og har haft fokus på naturen og psykologgrupper.
Næsten halvdelen nu er startet i ordinært job, på uddannelse, er ansat på flexordning eller med lønnede timer. De resterende mænd er fortsat tilknyttet projektet, ligesom Kent Rosendahl.
- Jeg er sindssygt glad. Ikke bare for at så mange er kommet i arbejde, men vi er faktisk også lykkes med, at få øget trivslen hos 80 procent. Det, synes jeg, er imponerede. Det kan godt være, de ikke er klar til at komme i job, når vi slipper dem, men hvis de har det så meget bedre, så er det måske en spørgsmål om tid, siger Rikke Præsius, der er projektleder for projekt PLUS i Ringkøbing Kommunes beskæftigelsesafdeling.
Mænd i det fri
Søren Rinhack Winther arbejder som smed 19 timer fire dage i ugen. Men sådan har det ikke altid været.
Han var nemlig en af de første deltagere i Projekt PLUS.
- Jeg følte ikke, jeg var god nok på arbejde og følte mig lidt i vejen derhjemme. Jeg var i et langt sygdomsforløb i forbindelse med udfasning af medicin og indkøring af ny medicin. Det endte med, at jeg gik fuldstændig ned, blev sygemeldt og indlagt, fortæller Søren Rinhack Winther.
Så da en ansat i kommunen stak ham en flyver om projektet, kunne han ikke sige nej.
- Det var rettet mod mænd, og det var i frie omgivelser. Noget så simpelt som at lægge mærke til farver og dufte i skoven, det kan være umuligt, hvis man har haft en dårlig dag. Og så var der bare et eller andet med, at vi kun var mænd, og vi har det samme udgangspunkt, fortæller Søren Rinhack Winther og fortsætter:
- Det var jeg nødt til at give mig selv. At jeg havde et sted, hvor jeg kunne komme af med de ting, som jeg ikke nødvendigvis ville fortælle derhjemme og slet ikke på arbejde, siger han.
Kent Rosendahl kan også skrive under på, at køn har spillet en rolle ligesom naturen.
- At man mødte andre, der var lidt i samme bås som en selv, det betød meget for mig - at jeg kunne se, at jeg ikke var den eneste med stress og depression. Men også at vi kunne komme ud og i gang. Det gør meget ved ens sind. Du kan bedre overskue en hel dag bagefter. Det er jo ikke bare naturen, men også det fællesskab, vi har i PLUS, fortæller han.
Den eneste kvinde, som har tilladelse til at deltage, er projektlederen.
- Det er som oftest svære for mænd at tale om de svære ting, som angst og depression er. Det er tabubelagt. Vi bliver nødt til at give dem et rum uden kvinder. Det har der været mange, som har haft glæde af. Så der er skabt en tryghed og tillid mændene imellem, siger Rikke Præsius.
Fortsættelse følger
Projekt PLUS blev afsluttet 1. oktober, men det er stadig muligt at være med.
Det skal nemlig køre videre som en del af Ringkøbing-Skjern Kommunes beskæftigelsesindsats.
- Langt hen af vejen kan vi bare køre det en-til-en. Vi holder fast i grundelementerne, for det er jo det, vi tror på, og det evalueringen siger, der virker. Det med at man tager udgangspunkt i hver eneste mand og laver en tilpasset plan, lyder det fra projektlederen.
Fremtiden for Kent Rosendahl ser lys ud. Planen er nemlig, at han inden længe skal i praktik, så han på et tidspunkt kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.
- Fuldtid 37 timer. Ej, jeg nøjes med 30-32 timer. Det er mit mål, og det regner jeg stærkt med, at jeg kan opnå.
Ringkøbing-Skjern Kommunes erfaringer skal nu bredes ud. I december holder de seminar for andre kommuner. Ringkøbing-Skjern overvejer desuden, om man i fremtiden også skal lave kvindegrupper efter samme model.