Så er der godt nyt: Arnes legendariske Videbæk-flag er fundet igen

Arne Stampe Pedersen har fået besked på, at det stjålne flag blev fundet foran et hotel i København. Nu er det på vej tilbage til Jylland.

Arne Stampe Pedersen er taknemmelig for støtten og siger tak til de mange, der har været med til at dele hans efterlysning (arkivfoto).
Arne Stampe Pedersen er taknemmelig for støtten og siger tak til de mange, der har været med til at dele hans efterlysning (arkivfoto).
Foto: Privatfoto

Tirsdagens landskamp mellem Danmark og Israel fik en trist afslutning for Arne Stampe Pedersen.

Men i toget på vej hjem fra København har den vestjyske super-roligan endelig fået godt nyt.

Det dannebrogsflag med teksten Videbæk, som blev stjålet umiddelbart efter landskampen, er nemlig dukket op igen.

- Jeg er blevet kontaktet af nogen, der fortæller, at de har fundet flaget ude foran Wake Up Hotel i København, hvorefter de afleverede det i receptionen. Nu har jeg fået en kammerat til at hente det, og han tager det med i bilen tilbage til Jylland, fortæller Arne Stampe Pedersen fra toget.

0:10
Arne Stampe Pedersen blev genforenet med sit flag onsdag eftermiddag.

Spredt sig på sociale medier

Historien om det stjålne flag er nået vidt omkring, siden Arne Stampe Pedersen delte nyheden i et opslag på Facebook. Hans opslag har fået over 500 delinger, og dertil kommer masser af kommentarer og støtte på de sociale medier - og omtale i mange forskellige medier. 

- Det har været overvældende, og jeg vil gerne sige mange tak til alle, der har været med til at sprede budskabet, siger han.

Om historien med at flaget blev fundet foran hotellet, holder vand, er den vestjyske roligan ikke helt overbevist om. Han har en teori om, at der i stedet er tale om, at det er tyvene, der har fået dårlig samvittighed og derefter kontaktet ham.

- Men det er ikke så afgørende for mig. Det vigtigste er, at jeg har fået flaget igen. Der er mange gode minder i det flag, og der skulle gerne komme mange flere, siger han.

Arne Stampe Pedersen har overværet omkring 92 landskampe på stadion. Videbæk-flaget med de mange spiller-autografer har været med til omkring 50 landskampe - foruden OL og et par håndboldslutrunder.

Flaget var med i Parken tirsdag aften.
Flaget var med i Parken tirsdag aften.
Foto: Privatfoto