Sandskred i grusgrav dækkede mand til: Reddet af sine kollegaer
Manden arbejdede i en gummiged i grusgraven, da sandet skred.
Søndag morgen gik det galt under arbejdet i en grusgrav i Ølstrup.
Vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen, fortæller, at der skete et sandskred, som tildækkede en gummiged, hvori der sad en 37-årig mand.
- Det er takket være, at der var andre til stede i grusgraven, at han klarede den. De fik fjernet sandet, så han kunne trække vejret, siger han.
Ifølge vagtchefen mødte både ambulancer, politi og redningsberedskab op på stedet.
- Det endte heldigvis lykkeligt, siger Anders Olesen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Den 37-årige mand blev gravet fri og kunne selv gå fra stedet. Ifølge vagtchefen kun med et par skrammer i hovedet, der ikke bringer ham i yderligere fare.
Han fortæller, at politiet har gjort det til en sag for arbejdstilsynet, mens de selv skriver rapport på morgenens hændelse.
Sand- og jordskred er ikke dét, politiet oftest rykker ud til.
- Vi har før oplevet jordskred, hvor folk bliver overdækket, men det sker meget sjældent, siger Anders Olesen.
TV MIDTVEST har været i kontakt med virksomheden, der bekræfter at ulykken er sket.
- Det er godt, at vi havde nogle vågne medarbejdere, som reagerede hurtigt. Det sætter vi pris på, siger Klaus Kristensen, der er medejer af grusgraven, som de har haft siden 2021.
Det er første gang, virksomheden oplever et uheld som dette, og Klaus Kristensen påpeger, at både ambulance- og redningsfolk fortjener et skulderklap.
- Gummigeden har et automatisk system, der gør, at den slår fra efter 10 minutter, hvis der sker noget. Og den kørte stadig, da de kom derud. Det er virkelig hurtig respons, siger han.