Se den vilde video: Det går næsten helt galt, da bilist pludselig skifter vejbane
En video af en bilist, der nær er ved at skabe et frontalt sammenstød, får politiet til at ryste på hovedet.
- Det er et svineheld, at det her ikke koster en alvorlig færdselsulykke.
Sådan lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politis Henrik Glintborg, der er leder i færdselsafdelingen, efter han netop har set videooptagelsen af en bilist, der på ringvejen omkring Videbæk er tæt på at skabe en frontal kollision.
På videoen kan man se, hvordan bilisten pludselig begynder at dreje bilen over i modkørende vognbane og faktisk ender helt ude i rabatten, før der bliver rettet op.
Men her er det nær ved at gå helt galt, da en modkørende bil netop er på vej mod den farlige bilist. Heldigvis underviger begge biler en kollision, men det kunne let være gået galt, mener politiet.
- Jeg er rigtig glad for, at det her ikke resulterede i en frontal kollision, for så var der nok stor sandsynlighed for, at vi havde en personskadeulykke i værste fald med alvorlig tilskadekomst og dræbte, siger Henrik Glintborg til TV MIDTVEST.
Hvordan bilen overhovedet ender i den modsatte kørebane er svært at vide, men han har en formodning.
- Der er tale om en eller anden form for uopmærksomhed, om man er træt, kigger på sin telefon eller spilder en halv kop kaffe i skødet. Man koncentrerer sig ikke om at køre bil, og det er det, der er så sindssygt vigtigt, og det er det, der desværre koster livet for alt for mange.
Ser han på antallet af trafikdræbte, er statistikkerne for landsdelen ikke opløftende.
- Vi er lige gået ud af en rigtig, rigtig træls februar måned med fem færdselsdræbte personer, der har mistet livet på de midt- og vestjyske veje. Det viser bare, hvor respektløs man er over for sine medtrafikanter og over for en selv, når man bliver ramt af uopmærksomhed, siger Henrik Glintborg.
Hvad angår bilisten i videoen har politiet nu igangsat en efterforskning:
- Potentielt står vi i en sag, hvor vi kunne have et menneske, der havde mistet livet, og det er selvfølgelig rigtig skræmmende at tænke på, så derfor efterforsker vi nu for at finde ud af, hvem der har kørt i den her bil, for der er et kørekort, der skal konfiskeres, lyder det.
Derfor opfordrer han folk til at køre bil, når de kører bil.
- Videoen siger bare lidt om, hvad det er for nogle kræfter, vi er oppe imod, når folk ikke har større respekt for at være opmærksom i trafikken, når de kører bil.
Her kan du læse mere om kampagnen "Kør bil når du kører bil"
TV MIDTVEST har været i kontakt med chaufføren, der har lavet videooptagelserne. Han ønsker ikke at udtale sig, men fortæller, at bilen foran pludselig trak over mod venstre. Han fortæller også, at det lignede en, der sad og fedtede med sin telefon, eller måske var faldet i søvn.