Stor dag i Hvide Sande
Torsdag er der officiel indvielse af de store havvindmølleparker i Vesterhavet. En dag, der har været 12 år undervejs.
Torsdag indvies havvindmølleparkerne Vesterhav Syd og Nord ud for Hvide Sande og Harboøre.
41 møller snurrer nu og leverer el til 350.000 danske hjem. Med deres 8,4 mw er møllerne de største, der står på havet i Danmark.
Aftalen bag projekterne blev vedtaget for 12 år siden. Den første mølle begyndte at snurre for knap et år siden, men i dag markerer indvielsen, at der ikke længere er tale om et byggeprojekt, men et driftsprojekt. Sådan lyder det fra Vattenfall, der ejer vindmøllerne.
Undervejs har der været stor kritik af vindmøllerne, men over 4000 borgere fra Ringkøbing-Skjern, Lemvig og Thisted Kommune er nu medejere af dem.
Vattenfall fortæller også, at møllernes røde advarselslamper har været til gene for flere borgere i Hvide Sande. Derfor har man nu besluttet at slukke dem, så de kun tændes, når der er et fly i nærheden.
Til indvielsen vil lokalpolitikere, samarbejdspartnere, leverandører og Vattenfalls egne ansatte deltage.
Miljøminister Magnus Heunicke er den, der formelt åbner vindmølleparkerne klokken 11.00.