Telefonen ringede: Fem timer senere var hun lænset for en formue

Fredag formiddag blev en 54-årig kvinde udsat for bedrageri - det endte med at koste 58.000 kroner.

Fredag klokken 09.58 blev en kvinde fra Skjern ringet op af skjult nummer. Opkaldet varede fem timer og kostede hende 58.000 kroner.

Det oplyser Lokalpolitiet i Ringkøbing.

Den 54-årige kvinde har oplyst, at bedragereb udgav sig for at være fra politiet. I telefonen oplyste bedrageren kvinden, at hun var blevet udsat for svindel og havde fået overført en stor sum til udlandet.

- De fortalte hende, at der var uretmæssige overførsler fra hendes kontoer til udlandet, fortæller Peter Ackermann, Lokalpolitiet i Ringkøbing.

I telefonen beroligede bedrageren kvinden med, at hun ville blive kontaktet af sin bank, der ville hjælpe hende.

- Så, mens kvinden finder mailen fra "hendes bank" frem, forbliver bedrageren i telefonen. I mailen står et link, som kvinden trykker på. Her indbetaler hun 48.000 kroner. Telefonsamtalen varer i alt fem timer, oplyser Peter Ackermann.

Udover de 48.000 kroner, som kvinden havde betalt gennem linket, lavede hun også en straksoverførsel på 10.000 kroner på mobilepay.