Vestas presser på for en udvidelse af Rute 15: - Vi kommer til at fylde mere og mere på vejen
Vindmølleproducenten Vestas sender mere og mere tungt gods ud fra sine fabrikker i Ringkøbing-Skjern Kommune. Derfor kræver virksomheden nu, at vejen mellem Ringkøbing og Herning bliver udvidet.
Det haster med en opgradering af vejen mellem Ringkøbing og Herning, mener Vestas. Hver dag forlader flere lastbiler med tonstunge vindmølledele fabrikken i Ringkøbing, og det er en trafik i vækst.
Derfor håber vindmølleproducenten, at en udvidelse af Rute 15 kan blive en realitet, når Folketingets forhandlinger om trafikinvesteringer for milliarder snart går i gang.
Vestas mener, at strækningen bør laves om til en tre sporet vej, hvor der skiftevis i retning mod Herning og Ringkøbing er to spor. Det er det, der også kaldes en 2+1 vej.
For kommer der ikke snart en forbedring af hovedvejen, så risikerer ruten at blive en bremseklods for vindmøllevirksomheden.
- Vi får flere og flere af dem, vi kalder oversize cargo, og vi kommer til at fylde mere og mere på vejen. Det vil sige, at der kommer mere trafik, og vi kører langsommere, siger produktionsdirektør i Vestas, Tommy Rahbek Nielsen.
Ifølge ham egner Rute 15 sig ikke til de mange tunge transporter, og udover gener for andre skaber den langsomme trafik med dårlige muligheder for at overhale også udfordringer for de mange medarbejdere, der kommer udefra.
- Hvis vi ikke kan få medarbejdere og stumper ind, så bliver det svært at køre en produktion her i Ringkøbing fremadrettet, siger produktionsdirektøren.
Gammel aftale gik tabt i valg
I 2019 blev de borgerlige partier enige om at afsætte 865 millioner kroner til at opgradere vejen, men med folketingsvalget samme år kom der et nyt politisk flertal, og så røg aftalen på gulvet.
Vestas er dog ikke alene om at presse på, at sagen ikke går i glemmebogen. Dansk Erhverv vil også have en ny vej rullet ud.
- Hvis vi ikke får opgraderet Ringkøbing-Herning-vejen, risikerer vi at miste udvikling, investering og arbejdspladser. For de skal jo kunne køre med de store vinger, og hvis de ikke kan det, flytter de produktionen et andet sted hen, siger direktør Brian Mikkelsen.
Han understreger, at en ny vej ikke kun vil komme Vestas til gode. Den vil også have stor betydning for alle underleverandørerne.
Skal forhandle i foråret
Politikerne på Christiansborg skal i løbet af foråret forhandle om de kommende års trafikinvesteringer, og transportordføreren fra Socialdemokratiet kan sagtens forstå de bekymrede miner i landsdelen.
- Generelt for Midt- og Vestjylland kan jeg se at der er nogle store byer som Ringkøbing, Skive og Viborg som ikke er koblet ordentligt op på motorvejsnettet, siger Thomas Jensen (S).
Han er glad for, at Vestas kommer med inputs til forhandlingerne, men han kan ikke love penge til en udvidelse af Rute 15.
- Det er rigtig godt, at der kommer sådan et indspil her, som vi lytter til, og som vi kan tage med ind til forhandlingerne, og så håber jeg på, at et flertal af partierne får lavet en god sammenhængende aftale, som kommer mange egne i Danmark til gode, siger transportordføreren.
I Ringkøbing må Vestas derfor vente på resultatet af forhandlingerne, som kan få konsekvenser for den fremtidige produktion og transport fra vindmøllefabrikken.
- Vi håber selvfølgelig, at vi får den 2+1 vej, for det er det, der skal gøre, at vi fastholder vores arbejdspladser herude, siger produktionsdirektør Tommy Rahbek Nielsen.
Vestas har omkring 2.000 medarbejdere i Ringkøbing-Skjern Kommune fordelt på fabrikkerne i Ringkøbing og Lem samt servicecentret i Videbæk.