Markant forskel på trafikundervisning - nordvestjysk by brillerer

Der er over 500 points forskel på top og bund blandt de midt- og vestjyske kommuner, når det kommer til undervisning i trafikken.

cyklistprøve
Foto: Rådet for Sikker Trafik

Når de midt- og vestjyske børn cykler afsted på veje og stier, så er der stor forskel på, hvor meget trafikviden de har med i rygsækken.

En ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at Thisted Kommune er den bedste i landsdelen til at prioritere trafikundervisning i skolerne, mens Lemvig og Ringkøbing-Skjern ligger i bunden.

Det er blandt andet, fordi de i Thisted er bedre til at tage fat i skolerne og samarbejde med politiet på området.

Det kan godt betale sig at lære de små om trafikken. Ifølge Rådet for Sikker Trafik, så er de ti farligste år i trafikken for unge, fra de er 15-24 år, hvor de er klart overrepræsenterede i alvorlige trafikulykker.

Overordnet set er kommunerne dog blevet bedre til at undervise eleverne i at kunne færdes sikkert på egen hånd i trafikken.

Mens der sidste år kun var én kommune i landsdelen, der scorede over 700 point, så er der nu fire.

- Vi har som forældre og samfund et fælles ansvar for at skabe hele og duelige borgere. Jeg håber, at endnu flere skoler husker denne vigtige samfundsopgave, så flere bliver sikre i trafikken og færre unge liv bliver slået i stykker på vejene, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik, i en pressemeddelelse.

I 2022 gennemførte 30 procent af skolerne gå- og cyklistprøver for skoleeleverne samt lærte eleverne om risiko og adfærd i trafikken. Det tal er i 2024 steget til 41 procent.

Kortet viser, hvor mange point kommunerne har scoret i Kommunernes Skoletrafiktest 2024 fra Rådet for Sikker Trafik. De grønne er dem, der har klaret sig bedst.
Kortet viser, hvor mange point kommunerne har scoret i Kommunernes Skoletrafiktest 2024 fra Rådet for Sikker Trafik. De grønne er dem, der har klaret sig bedst.
Foto: Rådet for Sikker Trafik