Vil ikke lave om på tingene: Ny kvinde ved roret hos Sømandscafeen i Hvide Sande

Sømandscafeen i Hvide Sande har fået ny bestyrer, men de gæster, som godt kan lide tingene som de er, kan ånde lettet op.

5:44
Sømands Cafeen i Hvide Sande har fået ny kvinde ved roret. Men de gæster, som godt kan lide tingene, som de er, kan ånde lettet op, forsikrer Janne Kamstrup Vejlgaard.

Der dufter af kaffe og lunt brød i cafeen på det tidligere sømandshjem i Hvide Sande. For nogen bliver dagens første måltid indtaget her.

En frivillig er sammen med cafeens nye leder Janne Kamstrup Vejlgaard klar med rundstykker og hygge.

- Her skal være hjemlig atmosfære, og alle er velkomne til at komme ind og få en kop kaffe og en snak, fortæller Janne Kamstrup Vejlgaard, der overtog jobbet som bestyrer af havnens populære cafe og værested inden jul.

Hun er uddannet kok og har arbejdet i hjemmeplejen i 20 år, så der er ikke meget her der kan vælte hende.

- Jeg synes, det er rigtig spændende, fordi her kommer så mange forskellige mennesker, og så glæder jeg mig også til at få det til at fungere med alle de frivillige, der kommer og hjælper til, siger hun.

Sømandscafeen er velbesøgt. Her kommer mennesker fra alle samfundslag, men nok især havnenes folk. Der er åbent nogle timer hver formiddag og eftermiddag. Når corona ikke hærger er her suppeaftner med fællesspisning hver tirsdag, og så bliver her altid holdt juleaften med traditionel julemad og gaver.

- Jeg har holdt jul her otte gange, så det betyder rigtig meget at komme her - der er altid godt humør, siger Niels Rasmussen, mens han spiser et halvt rundstykke.

Hver morgen kan man komme og købe sig et rundstykke og noget kaffe. Og det er der en del, der benytter sig af.
Hver morgen kan man komme og købe sig et rundstykke og noget kaffe. Og det er der en del, der benytter sig af.

Det er samme forklaring, vi får af mange af de andre gæster. Susanne Stennevad er den eneste kvindlige bruger, men de mange mænd skræmmer hende ikke - tværtimod.

- Det er faktisk rart, at det kun er mænd, så er der ikke så meget fnidder og fnadder, forklarer hun. Her bliver en skovl kaldt en skovl og en spade en spade.

Susanne Stennevad kommer også og spiser morgenmad hver dag, hvis hun er i byen.

- Jeg kunne da godt gå ind på en fin restaurant og få en god morgenmad, men der kan jo ikke sidde og snakke med dem ved bordet ved siden af, det synes jeg er kedeligt siger hun.

I mage år var der Sømandshjem i Hvide Sande. Det lukkede i 2012, men her er altså stadig cafe og værested. Sømandshjemmet har nærmest været et vartegn for byen, og har stor betydning for mange - også den nye cafebestyrer.

- Det er bare vigtigt, at vi har sådan et sted man kan komme - også hvis man har det lidt svært. Sømandshjemmet har altid været her, og næsten alle har en eller anden relation til stedet, siger hun.

Samtidig beroliger hun dem, der måske tror, at hun har planer om at lave en masse om.

- Der bliver ikke lavet meget om. Vi skal snart have gang i suppeaftnerne igen, men det her skal jo ikke være en fancy cafe, det skal være et sted, hvor både frivillige og gæster føler sig trygge, lover Janne Kamstrup Vejlgaard.