35-årig dømt for vanvidsbilisme – havde en promille på 2,68

En ukrainsk mand er blevet udvist af Danmark, efter han i september kørte bil med en meget høj promille.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

En årvågen bilist ringede den 19. september 2021 til politiet, fordi vedkommende kørte bag en bil, der slingrede afsted i Silkeborg.

Derfor kunne politiet kort før klokken 17 anholde en 35-årig ukrainsk mand, der viste sig at have drukket en hel del mere, end det er tilladt.

Manden havde nemlig en promille på minimum 2,68, fremgår det af retsmødebegæringen. Ifølge loven er det ikke tilladt at køre bil, hvis man har en promille på over 0,5.

Torsdag er den 35-årige blevet idømt 20 dages fængsel ved Retten i Viborg. Straffen er ubetinget.

Udover fængselsstraffen, så har manden fået frakendt førerretten ubetinget i tre år, og så er han blevet udvist af landet med indrejseforbud i seks år.

Der er tale om en tilståelsessag.

- Jeg er tilfreds med dommen. Den viser blandt andet, at hvis man kører spirituskørsel som udlænding i Danmark, så risikerer man at blive udvist af landet, siger anklager Jakob Kjær.

Da manden havde en promille over 2,0, så er der tale om vanvidsbilisme. Det bliver afgjort på et senere tidspunkt, om bilen bliver konfiskeret, fordi den er ejet af en tredjemand, fortæller anklageren.