Beboer anholdt efter brand i flygtningecenter

OPDATERET: Politiet har anholdt en 21-årig flygtning for brandstiftelse i forbindelse med branden i det tidligere hotel Impala. Bliver fremstillet i grundlovsforhør.

Torsdag eftermiddag opstod der en voldsom brand i asylcentret i Silkeborg
Torsdag eftermiddag opstod der en voldsom brand i asylcentret i Silkeborg
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

I løbet af natten har politiet anholdt en 21-årig flygtning fra Afrika for brandstiftelse. Manden boede på det det tidligere hotel Impala i Silkeborg, der nu er indrettet som boliger til flygtninge.

Det tidligere hotel Impala brød i brand torsdag eftermiddag.

Ilden opstod formentlig i en lejlighed i det tidligere hotel Impala, der ind til i går husede omkring 30 flygtninge, der har fået opholdstillladelse. De fleste af dem enlige mænd, mens der kun var få familier med børn.

- Alle beboerne er blevet evakueret og der er ingen der er kommet til skade, siger vagtchef Bjarne Askholm fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet har endnu ikke overblik over, hvordan branden konkret er opstået, men har altså valgt at anholde en 21-årig mandlig beboer. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag og sigtet for brandstiftelse.

Manden blev anholdt ved 21-tiden torsdag aften.

- Det har vi gjort på baggrund af vidneforklaringer i sagen. Det er personer, som var hurtigt fremme på stedet, vi har afhørt, siger efterforsker i sagen, Michael Svendsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Branden er startet i den østlige ende af hotellet. Teknikere skal i løbet af dagen undersøge stedet og fastligge arnestedet helt præcist, siger han

Branden begyndte ved 16.30-tiden torsdag eftermiddag og udviklede sig meget voldsomt. 35 brandfolk har deltaget i slukningen torsdag aften og i løbet af natten.

Her til morgen skulle branden være slukket i følge politiet

Beboerne blev genhuset i en sportshal. Det er Silkeborg kommune og Røde Kors der har ansvaret for, hvad der videre skal ske med beboerne. 

Den 21-årige mand fra Afrika bliver fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Viborg klokken 13.

I en tidligere version var den 21-årige og de andre beboere omtalt som asylansøgere. I følge Silkeborg kommune er der retteligt tale om flygtninge, der har fået opholdstilladelse i Danmark.