BSV kæmper med millionunderskud

​Bjerringbro-Silkeborg har et underskud på fem millioner kroner efter mere end årti med overskud på overskud.

Sidste sæsons DM-sølvvindere har et underskud i millionklassen efter mere end 10 år med plus på kontoen.
Sidste sæsons DM-sølvvindere har et underskud i millionklassen efter mere end 10 år med plus på kontoen.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg (BSV) plejer at lave overskud, men i år bliver det til et dundrende underskud.

For første gang i 13 år forventer BSV et underskud for den seneste sæson, og det bliver på omkring fem millioner kroner. Det oplyser klubben tirsdag i en pressemeddelelse.

BSV-direktør Jesper Schou er klar over, at det ser skidt ud.

- Det er et voldsomt underskud i forhold til vores omsætning på 24 millioner kroner. Det er jeg enig i, siger Jesper Schou til Midtjyllands Avis.

Klubbens håndboldherrer har været blandt landets bedste de senere år, hvor det er blevet til et dansk mesterskab og flere sølv- og bronzemedaljer.

BSV skriver i pressemeddelelsen, at deltagelsen i de europæiske turneringer blandt andet har været en økonomisk udfordring. Derudover er der et fald i indtægterne fra flere af klubbens større samarbejdspartnere.

Klubben, der i sidste sæson hentede DM-sølv, er i gang med at sænke omkostningsniveauet og forsøger at øge omsætningen.

Da BSV senest afleverede regnskab i november 2017, havde klubben en egenkapital på 4,3 millioner kroner.

/ritzau/