BSV slår Aalborg i tæt topkamp og overtager førsteplads
Bjerringbro-Silkeborg førte fra start til slut, men vandt alligevel kun knebent over Aalborg i topkamp.
Bjerringbro-Silkeborg (BSV) kan i hvert fald indtil på fredag aften, når GOG møder Århus, sole sig på førstepladsen i herrernes bedste håndboldliga.
Det blev en realitet, da BSV på hjemmebane vandt onsdagens topkamp over Aalborg med 29-28.
Dermed kom BSV på 13 point for otte kampe, mens Aalborg på tredjepladsen har 12 point. GOG har på andenpladsen også 12 point, men altså for en kamp mindre.
Aalborg førte på intet tidspunkt i onsdagens kamp, men nordjyderne formåede alligevel at holde kampen spændende til det sidste.
BSV satte sig på kampen fra start og skabte hurtigt et behageligt forspring ved stillingen 7-2.
Siden kom Aalborg bedre med i kampen, og nordjyderne reducerede til pausestillingen 13-15.
Hjemmeholdet lagde dog bedst ud i anden halvleg, og da Stefan Hundstrup udnyttede en kontra til at score til 20-14 efter fem minutter, så det godt ud.
Men Aalborg responderede ved at score de næste fire mål, og så var det igen åbent.
Ti minutter før tid blev spændingen kun større, da Mark Strandgaard reducerede til 24-25. Men Michael Knudsen gav BSV ny luft med målet til 27-24 fra stregen.
Aalborg angreb ved stillingen 26-28, men mistede bolden, og den stærke skytte Andreas Holst fik sin tredje tominuttersudvisning i forsøget på at stoppe den efterfølgende BSV-kontra.
Alligevel kom Aalborg på 27-28 og angreb for en udligning i undertal, men holdet forpassede chancen.
I stedet kylede Nikolaj Markussen bolden ind i hjørnet til 29-27 for BSV med 77 sekunder tilbage, og det kunne Aalborg ikke nå at svare tilbage på.
/ritzau/