Cheftræner: - Selvfølgelig er vi favoritter, men det går jeg ikke så meget op i

Silkeborg IF drømmer om endnu engang at blande sig i top seks i Superligaen.

0:19

Søndag eftermiddag tager Silkeborg IF imod oprykkerne fra Sønderjyske. Og det er en kamp, hvor Silkeborg må påtage sig favoritværdigheden.

-  Jeg ved godt, at vi er favoritter. Der sker dog altid mærkelige ting i sæsonpremieren, men hvis vi spiller op til det, jeg ved, vi kan, så får Sønderjyske det svært mod os. Det gør de hold, vi kalder for topholdene også. Vi kan være meget ubehagelige at spille imod, siger Silkeborg IF’s cheftræner, Kent Nielsen.

Selv om han er Superligaens mest erfarne træner, kan han lige som så mange andre trænere godt være usikker eller spændt på, hvor hans hold står lige nu.

- Vi har haft nogle skader fra sidste sæson, som vi har slæbt med ind i opstarten. Og derfor er det svært at sige, hvad det er for et udtryk, vi får vist i de første kampe, siger den 62-årige træner.

Spænding og artige overraskelser

Han er sikker på, at denne sæson i 3F Superliga også kommer til at byde på både spænding, artige overraskelser og en kolossal jævnbyrdighed.

- Bare vent og se. Der kommer resultater, som eksperterne ikke havde regnet med. Superligaen er så tæt en størrelse, at alle i princippet kan tabe til alle. Har man til gengæld medvind på de rigtige tidspunkter, så kan det hurtigt udvikle sig til en sjov sæson. Selvfølgelig vil vi igen i år gerne blande os i kampen om top seks, understreger Kent Nielsen.

I princippet bør fem hold være sikre på top seks, mener SIF-træneren. FCK, FCM, BIF, AGF og FCN bør alle komme i top seks.

- Det er de fem hold med den største økonomi. De bør se sig selv i top seks. Men så er vi altså syv hold, der alle kan drømme om top seks. Det vil heller ikke være underligt, hvis ét af de fem hold kikser. Se bare på FC Midtjylland, der for ikke så lang tid siden havnede udenfor top seks. Det kan godt ske, hvis man ikke lykkes med det hele. For så uforudsigelig og spændende er vores liga heldigvis, siger Kent Nielsen.

Der er kampstart i Silkeborg søndag kl. 14.