Cykelpatrulje gav 25 klip på fire timer - og var selv ved at blive kørt ned
Der er skræmmende mange, der stadig taler i telefon bag rattet, siger politiet.
Der var godt gang klippemaskinen hos lokalpolitiet i Silkeborg torsdag formiddag.
På kun fire timer stoppede en cykelpatrulje i midtbyen 25 billister, der talte i telefon.
Det oplyser politiassistent ved Silkeborg Lokalpoliti Flemming Just.
- Det er skræmmende, at der er så mange, der er ligeglade, siger han.
I snart to år har det udløst en bøde på 1.500 kroner og klip i kortet, hvis man bruger håndholdt mobil, mens man kører bil.
Alligevel oplever politiet i Silkeborg igen og igen, at trafikanter ser stort på reglerne.
- 25 er bare dem, cykelpatruljen har taget. Der har måske været 10 gange så mange, som de ikke set, fortæller politiassistent.
Kunne være braget ind i bil
Undervejs på patruljen valgte en billist at se stort på færdselsloven og svinge til højre lige foran patruljen, der måtte klodse bremserne for ikke at ende i lakken.
Det resulterede i endnu en bøde og et klip.
Det fremgår ifølge Flemming Just ikke af døgnrapporten om patruljen var i civil eller trådte i pedalerne på en særlig politicykel.
Foruden de 25 telefonklip og det farlige højresving blev der også uddelt syv bøder til bilister, der kørte uden sele.
- Det er så effektivt at lave cykelpatrulje, understreger politiassistenten.
På turen gennem midtbyen stoppede patruljen også to bilister, der lavede ulovlige venstre svinge. De blev også mødt af politiets bødeblok.
I løbet af sommeren vil politiet sidde på sadlen flere gange, forsikrer Flemming Just.
- Det er nemmere at navigere på en cykel end i en patruljebil, så vi kommer til at have mere af det i løbet i sommeren.
Det er uvist præcis hvornår, saddelbetjentene vil trampe byen rundt næste gang.