Danmarks højeste julemand bringer gaver ud til BSV
Spillerne i BSV-truppen fik tidlige julegaver fra det, der må være Danmarks højeste julemand
Håndboldspillerne i Bjerringbro-Silkeborg har fået tidligere julegaver af en ikke helt almindeligt udseende julemand.
- Er bange for, det måske var én enkelt, der gennemskuede, at det var mig, da jeg forsøgte at bringe resten af holdet en tidlig julestemning, skriver den 2,11 meter høje julemand, der godt mener, man kan have en tyk julemandsmave, selv om man har tynde ben.
Søndag møder BSV Malmø i EHF-cuppen. Spillerne var derfor samlet til taktikmøde forud for den afgørende kamp. BSV tabte det første opgør i Malmø 25-23, og skal derfor vinde med tre for at sikre sig videre avancement i turneringen.
Under dagens taktikmøde dukkede pludselig en meget høj og temmelig ranglet udgave af julemanden op. Her begynder den høje julemand, at dele julegaver ud til de øvrige spillere i truppen.
Her kan du se en video fra spillernes taktikmøde.
- Vi har sådan en dukseordning i klubben. To mand skal f.eks. sørge for, at der er ryddet op en uge af gangen. Men man skal også gøre noget godt for holdet, og det her var så mit bidrag for holdet, siger Nikolaj Markussen.