Gitte Willumsen ekskluderet fra Venstres byrådsgruppe: Jeg kan blive i Venstre, hvis jeg forlader byrådet
Gentagne læserbreve til Midtjyllands Avis og opslag på Facebook, hvor Gitte Willumsen har været kritisk internt i Venstre, har nu fået hende ekskluderet.
Gitte Willumsen var indtil i går medlem af Venstres byrådsgruppe i Silkeborg, men nu er hun blevet ekskluderet.
- Det er jeg rigtig ærgerlig over, for jeg er jo borgerlig og jeg vil gerne føre liberal politik. Det har jeg gjort hele tiden, og det vil jeg gerne blive ved med. Jeg havde ikke lige set, at det ville blive det udfald, siger Gitte Willumsen, der er udvalgsformand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Silkeborg kommune.
Hun har i læserbreve til Midtjyllands Avis stillet sig kritisk overfor valghandlingen til at blive folketingskandidat og så har hun kaldt det unge byrådsmedlem Kristoffer Møller Jensen for uforberedt.
Det hele startede med et opslag på Facebook, hvor Gitte Willumsen mere end antyder, at VU var ude på at ødelægge hendes valg efter hun tidligere har afslået en anmodning fra VU om tilskud til klublokaler.
Ifølge Venstres gruppeformand i Silkeborg, Flemming Heiberg, er det hendes mange udtalelser og personlige udstillinger af medlemmer, der er årsagen til, at hun er blevet smidt på porten.
- Der har været holdt nogle møder, hvor vi har forsøgt at få styr på det her, men det ser ud som om, at det ikke rigtig kan lade sig gøre. Så har vi i weekenden haft en evaluering sammen med organisationen. Det vil sige en repræsentant for kommuneforeningen og den lokale vælgerforening, og på baggrund af en samlet vurdering af det, der er sagt, skrevet og gjort nåde vi til, at vi ikke kunne samarbejde med Gitte, fortæller han.
Fortryder kun en udtalelse
Gitte Willumsen var godt klar over, at hendes udtalelser i pressen skulle diskuteres, men hun havde ikke ventet, at der allerede nu ville være taget en beslutning.
- Vi lavede jo en aftale i mandags om, at jeg ikke skrev mere, og så skulle Venstres landsorganisation på sagen, og det tror jeg nok de er kommetog jeg har ikke udtalt mig siden i mandags, så derfor undrer det mig, siger hun.
Hun mener, at man skal have lov til at ytre sig i politik, og hun står med følelsen af, at hun ikke har fået lov til at sige sin mening.
Hun fortryder dog, at hun har valgt at skrive direkte om et byrådsmedlem og fortæller, at hun har lovet, at det ikke skal ske igen.
Venstre eller ej
Gruppeformand Flemming Heiberg er ked af situationen, men han ser ikke andre løsninger på situationen.
Ekskluderingen har stillet Gitte Willumsen overfor et svært valg om hendes fremtid i politik.
- Jeg har forstået, at hvis jeg melder mig ud af byrådet, så kan jeg stadigvæk være medlem af Venstre og være folketingskandidat, men hvis jeg vælger at blive løsgænger i byrådet, så er jeg ude af Venstre. Det er sådan jeg har forstået det, siger hun om en melding, hun fik tidligere på dagen.
Hun understreger, at hun uanset hvad, vil forsætte som borgerlig og blive ved med at bedrive borgerlig politik.