Hærværk mod kendt kunstværk: Tegnede på Jorn-maleri

En mand er blevet anholdt for at tegne og hælde lim på på maleriet "Den foruroligende ælling" af Asger Jorn.

Her ses Jorn-maleriet 'Den foruroligende Ælling' inden hærværket.
Her ses Jorn-maleriet 'Den foruroligende Ælling' inden hærværket.
Foto: Museum Jorn

En person er blevet anholdt fredag klokken 13 på Museum Jorn i Silkeborg. 

Et af hovedværkerne på museet, Asger Jorns 'Den foruroligende Ælling' er blevet overhældt med kontaktlim og så er der skrevet med tusch direkte på værket.

- Det er absolut forfærdeligt og helt ubeskriveligt, siger museumsdirektør Jacob Thage.

Hærværket blev opdaget på museets videoovervågning. Ifølge museumsdirektøren kom der en gruppe på tre eller fire personer til museet, den ene udstyret med et pressekort.

På overvågningen opdagede personalet, at gruppen var i gang med at hælde kontaktlim ud over hele maleriet.

- Det er absolut planlagt. De er gået målrettet mod billedet, fortæller Jacob Thage, der er museumsdirektør på Museum Jorn i Silkeborg.

Det lykkes de fleste fra gruppen at stikke af, men en person blev tilbage og blev efterfølgende anholdt af politiet.

Ifølge politiet er den anholdte en 44-årig kvinde, der er afhørt og derefter løsladt, da der ikke er grundlag for at kræve hende varetægtsfængslet.

Den 44-årige Ibi-Pippi Orup Hedegaard har taget ansvaret og skriver selv på Facebook, at der er tale om "en modifikation" af det oprindelige Asger Jorn-værk, så det "nu er et Ibi-Pippi værk og ikke en Asger Jorn".

Hærværk mod nationalt klenodie

Museumsdirektøren fortæller til TV MIDTVEST, at der også er skrevet på maleriet med permanent tusch - og så er det efterladt et billede af den nu anholdte person.

- Der er et ord, der dækker det her, og det er hærværk. At man vil promovere sig selv ved at ødelægge noget andet, det er helt forfærdeligt, siger museumsdirektøren.

Museet selv betegner maleriet som et nationalt klenodie. Det har været en del af samlingen på museet i mange år. 

Da det ikke er i handel, er det i følge museumsdirektøren umuligt at sige noget om, hvad det er værd.

- Der er et af Jorns absolutte hovedværker, som folk kommer langvejs fra for at se. Og Jorns 'foruroligende Ælling' er kendt og elsket af hundredtusindvis af børn i Danmark. Det er helt forfærdeligt, det der er sket, siger museumsdirektør Jacob Thage. 

- Afstumpet og brutalt

Museumsdirektør Jacob Thage kalder handlingen for afstumpet og brutal. Han fortæller, at konservatorer fredag eftermiddag kæmper for at redde billedet.

1:32

Usikkert om billedet kan reddes

Ingen på museet har endnu kunnet tyde det, der er skrevet på Jorns maleri, men ifølge museumsdirektøren arbejder konservatorerne så hurtigt de kan, for at redde billedet.

- Det gælder om at få fjernet så meget, som det kan lade sig gøre, mens lim og tusch stadig ikke ikke er størknet helt, fortæller museumsdirektøren.

- Det er dybt tragisk, at et billede, som netop symboliserer kampen mod afmagt og tit tolkes som et af Asger Jorns antikrigsbilleder, er blevet genstand for et sådant overgreb. Det er Jorns opråb mod krig og atombomber, at netop det er blevet udsat for hærværk, er helt ubeskriveligt, siger museumsdirektøren.

Det er på nuværende tidspunkt umuligt at sige, om skaderne kan udbedres.