38-årig anholdt: Her er årsagen til kæmpe politiaktion
Det var en mistanke om ulovlige kemikalier, der tirsdag fik Midt- og Vestjyllands Politi og en række andre myndigheder til at gennemføre en større aktion på en landejendom uden for Thorning i Silkeborg Kommune.
Det oplyser politiet nu i en pressemeddelelse.
Ordensmagten bekræfter samtidig, at en 38-årig mand mandag blev anholdt i forbindelse med sagen.
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, om politiet rent faktisk har fundet noget ulovligt under ransagningen, og hvad man troede kemikalierne skulle bruges til.
Tirsdag aften oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, at den anholdte bliver løsladt, men at sigtelsen mod ham er opretholdt.
Udover Midt- og Vestjyllands Politi deltog også Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste EOD i aktionen, ligesom Beredskabsstyrelsen deltog med flere køretøjer.
Der har dagen igennem været hektisk aktivitet på adressen uden for Thorning. TV MIDTVESTs udsendte så blandt andet, at der blev sendt en drone i luften, og at flere teknikere iført hvide dragter deltog i arbejdet.
Livebloggen bliver ikke længere opdateret.
Skal ikke i grundlovsforhør
Midt- og Vestjyllands Politi oplyser nu til TV MIDTVEST, at den 38-årige mand, der mandag aften blev anholdt i Thorning, ikke skal fremstilles i grundlovsforhør.
- Man har ikke fundet grundlag for at kunne gøre det, siger vagtchef Ole Vanghøj.
Den 38-årige bliver derfor løsladt, han er dog stadig sigtet i sagen, mens politiet fortsætter sin efterforskning.
Vagtchefen oplyser desuden, at arbejdet omkring ejendommen i Thorning snart har nået sin ende.
Politiet arbejder stadig omkring gården
Tirsdag aften er Midt- og Vestjyllands Politi fortsat til stede ved adressen i Thorning, hvor de i snart et døgn har arbejdet på at følge op på en mistanke omkring ulovlige kemikalier på stedet.
Det oplyser vagtchef Ole Vanghøj.
Det er fortsat uvist, om den anholdte 38-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør.
Ifølge dansk lovgivning skal en anholdt dog stilles for en dommer, inden der er gået 24 timer, og en endelig vurdering af, om han skal i grundlovsforhør, skal derfor ligge klar inden for de næste par timer.
Indsatsleder fortæller om dagens aktion
Indsatsleder Daniel Hangaard fra Midt- og Vestjyllands Politi kommer her med en status på dagens aktion.
Mistanke om kemikalier
Politiets indsatsleder Daniel Hangaard fortæller, at det er en mistanke om besiddelse af ulovlige kemikalier, der har ført til aktionen, som hele tirsdag har udspillet sig i Thorning.
Om der er fundet sprængstof på adressen kan han på nuværende tidspunkt ikke komme nærmere ind på.
Han kan heller ikke oplyse, om den 38-årige anholdte allerede er kendt af politiet.
Politiet med kortfattet pressemeddelelse
Midt- og Vestjyllands Politi har nu udsendt en kortfattet pressemeddelelse. Den lyder således:
"I forbindelse med en mistanke om besiddelse af ulovlige kemikalier har Midt- og Vestjyllands Politi i dag ransaget på en adresse ved Thorning i Silkeborg Kommune.
Midt- og Vestjyllands Politi har fået assistance fra flere myndigheder, herunder Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste og Beredskabsstyrelsen.
En 38-årig mand blev mandag anholdt i forbindelse med sagen.
Politiets undersøgelser på stedet forventes at fortsætte et par timer endnu. Resultaterne af vores foreløbige undersøgelser på adressen vil i løbet af de kommende timer blive inddraget i vuderingen af, hvorvidt der er grundlag for at fremstille den anholdte i grundsforhør.
Politiet har ikke yderligere oplysninger om sagen på nuværende tidspunkt."
Seneste nyt: Er der tale om sprængstoffer?
TV MIDTVESTs reporter Tina Bangsgaard giver en ny opdatering på situationen i Thorning.
Flere biler ankommer
Der kommer stadig nye biler til det afspærrede område udenfor Thorning.
Drone sat op
En drone er netop blevet sendt til vejrs af politiet.
Ifølge en kilde TV MIDTVEST har talt med, så hang der også flere droner over Thorning i går aftes og i nat.
13 køretøjer
Ikke mindre end 13 køretøjer er lige nu parkeret, hvor afspærringen er opsat. Der er både politibiler, biler fra beredskabsstyrelsen og andre køretøjer.
Adskillige folk arbejder fortsat på stedet. Indsatslederen kan ikke kommentere på, hvad arbejdet indebærer.
Måske nyt senere i eftermiddag
Det er stadig et åbent spørgsmål, hvornår politiet og de andre myndigheder erklærer den store aktion i Thorning for afsluttet.
Kommunikationsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi håber på at kunne komme med nyt senere tirsdag eftermiddag - men præcist hvornår, og hvor detaljeret oplysningerne bliver, vides endnu ikke.