Kendt surdejsbager har spottet hul i markedet: Lang kø til Brandt Brød
Cathrine Brandt er kendt på Instagram, hvor hun deler sin passion for surdej med mere end 100.000 følgere, nu deler hun også sit bagværk med silkeborgenserne.
Hun er vant til at bage et eller to surdejsbrød om dagen i sit køkken i Ans.
Men nu bager hun flere hundrede brød og kager i sit splinternye bageri Brandt Brød i Silkeborg med sine kollegaer, der torsdag slog dørene op for dem, der ikke siger nej til et lækkert brød med en knasende kant.
- Jeg har kriller i maven. Det er ikke til at forstå, at vi er klar nu, jeg har ventet på den her dag i små to år. Det føles kæmpestort, siger Cathrine Brandt under åbningen og tilføjer:
- Det er blevet helt, som jeg havde forestillet mig - og måske faktisk endnu bedre.
Selv om bageriet et helt nyt, er kærligheden til surdejen gammel.
I over 10 år har hun nemlig arbejdet med at få brød til at hæve på kombinationen af vand, mel og tålmodighed, og i de seneste år har hun opbygget et brand på Instagram, hvor hun deler sine opskrifter og erfaringer med surdej med over 100.000 følgere.
Idéen opstod på en køretur til Sicilien
Det var under en køretur til en familieferie i Sicilien, at idéen til at starte noget nyt med surdej begyndte.
- Vi havde god tid til at snakke sammen, og her fik jeg fortalt Morten (hendes mand, red.), at jeg ønskede et sted, hvor jeg kunne bage flere brød ad gangen, og hvor man kunne dykke endnu mere ned i håndværket, og der var Morten hurtig til at sige, at det lød som en fed idé, fortalte Cathrine Brandt tidligere til TV MIDTVEST.
Og da beslutningen først var truffet, blev det hurtigt klart, at bageriet skulle hedde Brandt Brød.
- Bageriet skal hedde Brandt Brød, fordi jeg hedder Cathrine Brandt. Men det var faktisk min lillebror, som for mange år siden sagde i spøg, at hvis han en dag skulle have et bageri, så skulle det hedde Brandt Brød. Det har hængt ved siden, og så fik jeg lov til at bruge det, forklarer hun.
Hun lover dog, at brødet alligevel bliver velafbagt og ikke brændt.
Silkeborg er klar til surdej
Brandt Brød bliver Silkeborgs første surdejsbageri, og ejeren er sikker på, at byen er klar.
- Silkeborg er klar til et surdejsbageri, jeg startede egentlig også tanken, fordi jeg synes, at byen manglede et surdejsbageri. Der findes så mange i København og Aarhus, siger Cathrine Brandt og fortsætter:
- Silkeborg vokser og mange af dem fra de større byer flytter til Silkeborg, og jeg oplevede, at de efterspurgte det.
Mange var da også mødt op til åbningen for at nyde det nybagte brød.
- Det smager magisk. Vi er kommet, fordi hun er åbnet i dag, og jeg har været forbi til noget af hendes dørsalg, som jeg også synes var magisk, siger en af kunderne og en anden tilføjer:
- Jeg følger hende på Instagram, så jeg glæder mig til at smage brødet.
Cathrine Brandt er lige nu på barsel, men fortsætter med at arbejde både derhjemme med sin Instagram og sine bøger, og så vil hun også være i bageriet.