Mand varetægtsfængslet efter mistænkeligt fund af el-værktøj

Manden er varetægtsfængslet indtil 30. september.

Dette er et arkivbillede.
Dette er et arkivbillede.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Lørdag middag blev en 31-årig mand fremstillet i grundlovsforhør, efter han tidligere var blevet pågrebet af politiet på grund af mistænkelig adfærd i Silkeborg.

- En patrulje kom kørende bag en varevogn, da føreren af vognen valgte at springe ud af vognen og forsøge at slippe væk til fods. Det synes betjentene naturligvis er mærkeligt, og de løber ham op, siger Henrik Nielsen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Da de får manden tilbage til varevognen, viser det sig, at den er fyldt med el-værktøj, som politiet har en mistanke om, kan være tyvekoster, og derfor anholder de manden. 

Politiet anslår, at der var værktøjer til en værdi af 100.000 kroner i bilen.

Grundlovsforhøret mundede ud i, at den 31-årige mand, der ikke har bopæl i Danmark - og som politiet ikke ønsker at oplyse nationaliteten på, blev varetægtsfængslet indtil den 30. september.

Stribevis af indbrud i varebiler

Anholdelsen af den 31-årige mand kommer ovenpå, at der mellem onsdag og torsdag var ikke mindre end 19 anmeldelser om indbrud i varebiler.

- Vi kan ikke udelukke, at manden har forbindelse til tyverierne, siger vagtchefen Henrik Nielsen.

Om manden kan kædes sammen med de mange indbrud i varebiler, skal politiets videre efterforskning vise.

Det er heller ikke første gang, at landsdelen rammes af stimer af indbrud i varebiler.

2:59
Indslag fra den 23. august: På bare fire dage har der tyve brudt 13 varebiler op her i landsdelen. Frederik Olsen fik stjålet varer for 70.000 kroner.