Nu medvirker Ibi-Pippi i undersøgelse af kvinders overgangsalder
At en transkønnet deltager i en undersøgelse af kvinders overgangsalder, har fået flere op i det røde felt, men hendes medvirken er ikke noget problem, forklarer forsker.
- Idiotien vil ingen ende tage.
- Man ønsker ikke svar fra "befolkningen" - men fra kvinder. Det er så ikke dig.
- Du skulle f… skamme dig! Du er med til at sabotere en vigtig forskning i biologiske kvinders overgangsalder.
Sådan lyder tre af de mange kommentarer, som Ibi-Pippi Orup Hedegaard har fået under et opslag på Facebook, hvor hun fortæller, at hun medvirker i en undersøgelse af kvinder på vej i overgangsalderen.
- Det chokerer mig meget, at nogen ser det på den måde.
- Jeg synes, det er rimeligt, at de forholder sig til det, men jeg synes, det er en lidt gammel og forstenet måde at forholde sig til det på, siger Ibi-Pippi Orup Hedegaard til TV MIDTVEST.
Hun er transkønnet og har gennemgået et juridisk kønsskifte fra mand til kvinde, og derfor ender hendes CPR-nummer nu også på et lige tal, som er kendetegnende for numre tilhørende kvinder.
En forsvindende lille andel
Og alle, der har sådan et nummer og er mellem 45 og 59 år, har altså fået en invitation til en spørgeskemaundersøgelse om kvinders overgangsalder i deres e-Boks fra Københavns Universitet – uanset om de er transkønnede eller ej.
- Vi har ikke mulighed for at tage højde for transkønnede, som har fået et juridisk kønsskifte, da vi sender ud via CPR-numre og navne. Men da mængden af mænd i Danmark, der har skiftet køn i CPR-registret er forsvindende lille vil det ikke komme til at påvirke vores resultater på nogen måde, siger Maria Hybholt, der er en af forskerne bag undersøgelsen.
Hun underbygger det ved at forklare, at der er sendt invitationer ud til 575.883 kvinder, og der kun er omkring 2000 mænd og kvinder, der har skiftet juridisk køn i Danmark. Andelen af transkønnede, der har fået invitationen, er derfor forsvindende lille.
- Vi har reflekteret over det, og vi er nede i så små tal, så det ikke slet ikke giver mening at tale om som en problemstilling, siger lektoren.
Meningen med undersøgelsen er at blive klogere på, hvordan kvinders krop og psyke reager før, under og efter overgangsalderen. Maria Hybholt forklarer, at det er en tværvidenskabelig undersøgelse med fokus på både det fysiske, det sociale, det psykiske og det kulturelle aspekt.
- På nogle områder er Ibi-Pippis oplevelser med aldring jo rigtig interessante, fordi det sociale køn har stor betydning for vores oplevelser. Men overgangsalderen er i den grad bundet op på kvinders hormonelle forandringer - primært faldet i østrogen, og dermed er det biologiske køn også væsentligt i denne sammenhæng. Der er nogle helt forskellige forløb i de biologiske processer for mænd og kvinder, og de er ikke sammenlignelige, siger hun.
- Det betyder enormt meget for mig
Ibi-Pippi Orup Hedegaard er helt med på, at hendes krop er anderledes, men hun vil bare gerne have lov at repræsentere sit køn på lige fod med alle andre.
Når nu din krop er anderledes, burde du så ikke kun medvirke i undersøgelser for transkønnede?
- Det kan man med en vis ret godt hævde, men når man er sidestillet juridisk, synes jeg også, at man skal være det i en undersøgelse. Der står jo, at mange forskellige kvinder skal repræsenteres i den her undersøgelse, og det betyder enormt meget for mig, siger hun.
Ibi-Pippi Orup Hedegaard fortæller, at hun har gennemført en del af spørgeskemaundersøgelsen, men mangler at svare på de sidste spørgsmål.