Nyt initiativ: Jyske Bank afviser kunder uden revisor
Jyske Bank tager nye metoder i brug for at undgå mistænkelige kunder. Fremover lukker banken ikke nye virksomhedskunder uden revisor ind.
Jyske Bank vil ikke længere tage nye virksomhedskunder ind, hvis de ikke har en revisor. Det skriver Jyllands-Posten.
Årsagen er, at banken har lavet en intern undersøgelse, som viser et tydeligt mønster hos de kunder, som banken har indberettet til bagmandspolitiet, fordi de har foretaget mistænkelige overførsler.
- Politikerne har i mange år lempet reglerne for virksomhederne, men de langsigtede konsekvenser af at give lov til at fravælge revision har ikke været positive. Vi gætter på, at mange af de mistænkelige transaktioner sker for at hvidvaske penge og unddrage skatter og moms, siger ordførende direktør Anders Dam til avisen.
Jyske Bank er den første bank i Danmark, der tager dette skridt.
Indberettede 625 virksomheder - 99,5 procent havde ikke revisor
Bagmandspolitiet har et sekretariat, der tager sig af hvidvaskning. Hertil har banken med hovedsæde i Silkeborg indberettet 625 virksomheder i 2018 for at have lavet mistænkelige overførsler. I alt cirka to milliarder. Af dem havde 622 - altså 99,5 procent - ikke en revisor tilknyttet.
På Christiansborg drøfter man netop nu, om revisionspligten skal strammes eller ej. Den konservative erhvervsminister, Rasmus Jarlov, er ifølge Jyllands-Posten ikke klar til at ændre loven.
- Jeg synes tværtimod, det viser, at virksomhederne har et kraftigt incitament til at få lavet revision, uden at vi behøver at lovgive om det, skriver han til avisen.
Han mener i stedet, at øget kontrol i første omgang skal afhjælpe hvidvaskning og skattesnyd.