Se billederne: BSV tæsker russere i CL-åbner
Bjerringbro-Silkeborg vandt hjemme en storsejr over russiske Chekhovskie Medvedi i Champions League.
Bjerringbro-Silkeborg har fået en blandet indledning på sæsonen i Herre Håndbold Ligaen, men søndag tankede holdet selvtillid. Her vandt BSV en forventet sejr hjemme i Champions League over russiske Chekhovskie Medvedi, der blev spillet ud af banen med storsejr på 39-28 i gruppe C.
Dermed kom BSV fint fra land i turneringen, som har to grupper med otte hold, hvor de bedste klubber deltager. Her deltager danske Skjern blandt en væld af topklubber og seks klubber avancerer fra gruppespillet. BSV's gruppe C samt gruppe D består af mindre kendte klubber med seks hold i hver gruppe. Her avancerer to hold fra hver gruppe.
Hurtig føring til BSV
Russerne var ikke nogen enorm trussel søndag, og holdet er ikke fyldt med verdensstjerner. I sidste sæson hentede klubben to sejre i gruppe D, som var den ene af de næstbedste grupper i turneringen.
I den hjemlige liga er russerne dog ganske suveræne og har vundet det russiske mesterskab de seneste 17 år.
Johan Hansen havde fuld fart på og leverede seks scoringer i løbet af de første 13 minutter fra højre fløj. Med et kvarter spillet var BSV foran med tre mål, og Dmitrii Santalov reducerede til 11-13 for russerne.
BSV har fået en blandet start i Herre Håndbold Ligaen med fem point i fire kampe, og kampen mod Chekhovskie Medvedi var en kærkommen mulighed for at tanke selvtillid. BSV havde styr på det i første halvleg og gik til pausen foran 21-16.
En afslappet afslutning
Anden halvleg fulgte samme opskrift fra første fløjt, og efter fem minutter var BSV foran 24-18. Efter et kvarter var BSV foran 30-22, og det var blot et spørgsmål om sejrens størrelse. Johan Hansen fortsatte med at score masser af mål, og fløjspilleren nåede i alt op på 14 scoringer og tillod sig at brænde et straffekast, da BSV var foran 37-25.
Træner Peter Bredsdorff-Larsen kunne rotere rigeligt med sine spillere i opgøret og allerede tænke frem mod klubbens kommende opgaver. Selv om BSV var favoritter mod russerne, så er Peter Bredsdorff-Larsen godt klar over, at en storsejr ikke bare dumper ned fra himlen af sig selv.
- Vi ved, at det gælder om at bevare respekten og ydmygheden i Champions League, uanset hvem man spiller imod. Det er vanskelige hold, vi møder, men når vores målsætning er at blive blandt de to første i gruppen, så kræver det selvfølgelig hjemmesejre. Vi har arbejdet hårdt og håbede på at komme godt i gang. Vi er glade og ser frem mod fortsættelsen, siger træneren.