Silkeborg scorer ti millioner kroner på Dolberg-salg

Superligaklubben opjusterer forventningen til 2019-regnskabet efter Kasper Dolbergs skifte fra Ajax til Nice.

Kasper Dolbergs første klub som seniorspiller var Silkeborg IF. Derfor får klubben nu et stort beløb i kassen efter Dolbergs skifte fra Ajax til Nice.
Kasper Dolbergs første klub som seniorspiller var Silkeborg IF. Derfor får klubben nu et stort beløb i kassen efter Dolbergs skifte fra Ajax til Nice.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Silkeborg IF tjener omkring ti millioner kroner på Kasper Dolbergs skifte fra Ajax Amsterdam til Nice.

Torsdag har superligaklubben meddelt fondsbørsen, at den opjusterer forventningerne til 2019-regnskabet med ti millioner kroner til et overskud på mellem 15 og 20 millioner kroner.

Den midtjyske klub offentliggjorde tidligere på torsdagen et halvårsregnskab, der viste et minus på 5,7 millioner kroner.

Forventningen hos klubledelsen var alligevel, at året som helhed ville ende i et plus på mellem 5 og 10 millioner.

Det forventede overskud får nu et stort nøk opad, efter at Dolberg er blevet solgt for et beløb på omkring 153 millioner kroner. Det meddeler Ajax.

Dolberg spillede i Silkeborg frem til 2015. Dengang fik den midtjyske klub føjet en videresalgsklausul ind i kontrakten med den hollandske klub.

/ritzau/