Silkeborg vil af med ghettostempel – Landsorganisation kalder nye krav i strid med loven

Nu skal du have ren straffeattest og arbejde mindst 30 timer i ugen for at bo på Lupinvej og Resedavej i Silkeborg. Kommunen tager hårde midler i brug for at undgå, at området ender på listen over hårde ghettoer.

Fremover skal lejere have en ren straffeattest og være i job mindst 30 timer om ugen for at på i boligblokkene på Lupinvej og Resedavej i Silkeborg.
Fremover skal lejere have en ren straffeattest og være i job mindst 30 timer om ugen for at på i boligblokkene på Lupinvej og Resedavej i Silkeborg.
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Boligblokkene på Lupinvej og Resedavej i Silkeborg har allerede ghetto-status.

Men nu er området ikke langt fra at få betegnelsen "hård ghetto", og det kan tvinge kommunen til at rive flere boligblokke ned.

Derfor strammer områdets boligselskab nu reglerne for, hvem der må bo til leje i kvarteret.

- Man er meget splittet følelsesmæssigt. Selvfølgelig kan vi godt se, at vi er nødt til at gøre noget desperat nu, fortæller Lisa Pedersen, der er bestyrelsesformand, afdeling 16 på Lupinvej.

- Virkelig hårde krav

Derfor har kvarterets to boligforeninger foreslået en række skærpede udlejningsregler.

Fremover skal lejere have en ren straffeattest og være i job mindst 30 timer om ugen.

- Det er klart at 30 timer er meget, og jeg ved jo, at der er mange i min kommune, der ikke arbejder 30 timer i ugen - i hvert fald ikke begge to, så det er klart, at det er nogle virkelig hårde krav, der stilles nu, siger Steen Vindum, der er borgmester for Venstre i Silkeborg.

Men så hårde midler skal der altså til.

For antallet af lejere uden tilknytning til arbejdsmarkedet skal ned under 40 procent, hvis kvarteret ikke vil på listen over hårde ghettoer.

- Vi må også erkende, at det er sådan nogle krav der skal til, for at vi måske får flyttet balancen her og får flere til at være selvforsørgende, lyder det fra Silkeborgs borgmester.

Lejernes Landsorganisation kalder det ulovligt

Hos Lejernes Landsorganisation er man langt fra imponeret over de nye og stramme kriterier.

- I almenboligloven står der, at man skal stille passende bolig til rådighed for alle med behov, så det er direkte i strid med loven at sige, at hvis du ikke har over 30 timers beskæftigelse. Så det stritter på alle mulige måder.

- Vi må se at komme af med den her ghetto-lovgivning. Den er helt til hest, lyder det fra Lars Dohn, der er næstformand i Lejernes Landsorganisation.

2:17
Ellekonebakken i Viborg er ikke længere en ghetto, efter at den seneste ghetto-liste udkom. Silkeborg har dog stadig et område på ghettolisten. Se indslaget her.

Men på grund af Folketingets ghetto-lovgivning er man nødt til at handle hurtigt i Silkeborg.

- Det, der står som skrækscenariet for mig, er jo egentlig, at vi ikke lykkedes med det her, og at mange af de boliger derfor skal rives ned. Det er der jo ikke nogen, der ønsker, siger Steen Vindum.

Og nogen nedrivning er Lisa Pedersen heller ikke interesseret i.

- For hvilken blok bliver det? Det er der jo ingen, der ved. Det kan jo lige så vel være mit eget hjem, siger hun.

Mandag skal byrådet tage endelig stilling til, om udlejningsreglerne skal skærpes. Hvis retningslinjerne bliver godkendt, træder de i kraft med det samme.