Søren var træt af at fjerne sten - så fik han en god idé

25 stensamlere har 22-årige Søren Vestergaard Kristensen foreløbigt solgt. Nu drømmer han om, at han kan sælge dem til hele verden.

55.000 kroner plus moms koster Søren Vestergaard Kristensens stensamler-maskine.
55.000 kroner plus moms koster Søren Vestergaard Kristensens stensamler-maskine.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Det kan være hårdt at have sin daglige gang på landet, og hvis man er én af dem, der har prøvet at fjerne sten fra danske marker, så har man måske haft samme tanke som 22-årige Søren Vestergaard Kristensen fra Kjellerup. Han var nemlig så træt af det manuelle arbejde, at han længe gik og tænkte over, om det ikke kunne gøres lettere.

- Så var det jeg kom på, hvorfor fanden der ikke fandtes en maskine til at gøre arbejdet, som man kunne spænde efter en atv, fordi den jo ikke ødelægger afgrøderne, fortæller Søren Vestergaard Kristensen.

Siden den første landmand i tidernes morgen begyndte at dyrke jorden, har én af de årlige opgaver været at fjerne sten inden høsten. I dag er det blandt andet nødvendigt for at undgå, at stenene ødelægger majetærskeren.

Nu har Søren Vestergaard Kristensen så opfundet en maskine, som har til formål at gøre livet som stensamler lettere.

- En landmand med cirka 400 hektar kan nemt komme til at bruge et sted mellem 100-150 timer om året på at gå og samle sten. Med den her løsning tager det omkring 60 timer, fortæller den unge iværksætter.

Arbejdede på det i weekender og efter fyraften

Søren Vestergaard Kristensen er for nylig blevet uddannet som klejnsmed. Det var i sin læretid, at den 400 kilo tunge stensamlervogn begyndte at tage form.

- Allerede dengang havde han lavet en lille prototype på den der maskine til at samle sten. Han har arbejdet på det i weekender og efter fyraften i alt den tid, han har været her.  Det er et gennemarbejdet produkt efterhånden, og nu har jeg selv et lille hobbylandbrug, så jeg ved, hvor kedeligt det er at samle sten, så det bliver en succes det der, fortæller hans tidligere chef hos Skanroll i Levring, der også bærer navnet Søren Vestergaard - dog med Andersen som efternavn.

Siden foråret 2019 har landmænd fra hele landet købt maskinelle stensamlere af den 22-årig stensamler. De koster 55.000 kroner plus moms, og han har i skrivende stund solgt 25 styks.

Nu er planen, at han skal begynde at sælge til udlandet inden for det næste år.

- De her stensamler-maskiner skal køre over hele verden. Det skal blive stort det her, lyder det fra Søren Vestergaard Kristensen.

2:03
22-årig klejnsmed fra Kjellerup har opfundet en maskine, der samler sten op fra marken. Og den er allerede blevet populær.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST