Superliga-direktør til tv-stationer: Tal ikke produktet ned
Kent Madsen fra Silkeborg IF afviser kravet om en smallere superliga.
Direktøren for superligaklubben Silkeborg IF, Kent Madsen, giver ikke meget for meldingen fra de tv-stationer, der nu kræver, at der skal være færre hold i superligaen.
- Jeg synes, at tv-selskaberne skulle tage at tale vores fælles produkt op i stedet for ned, siger han til TV MIDTVEST.
Kravet om færre hold kommer fra de tv-stationer, der har købt rettighederne til superligaen, Discovery og TV3 Sport (Viasat). De mener, at der med de nuværende 14 hold i ligaen er for mange uinteressante kampe, og at det går ud over antallet af tilskuere.
Da FC Helsingør i weekenden måtte flytte sin hjemmekamp til Farum, var der 568 tilskuere på stadion - det laveste antal til en superligakamp siden 2002.
Kent Madsen mener, at det er alt for tidligt at vurdere om den nye model med 14 hold er en succes.
- Det er kun anden sæson, og faktum er, at vi her i efterårssæsonen har haft en tilskuerfremgang på mere end fem procent, og der har også været en ganske pæn vækst i antal seere, siger han.
Silkeborg-direktøren mener, at tv-selskaberne skal respektere, at sporten selv bestemmer, hvordan turneringen bliver afviklet.
- Tv-selskaberne går meget op i, at vi er solidariske med hinanden som gode partnere og hjælper hinanden med at understøtte produktet. De vil meget nødig have, at vi taler om, hvorvidt kampene nu vises på de rigtige tidspunkter. Der bakker vi fuldstændig op om, at det er deres rettighed at fordele kampene. Så synes jeg også, at tv-selskaberne skal respektere, at det altså er os i fodboldens verden, der bestemmer, hvordan turneringen skal afvikles, siger Kent Madsen.