Susans kamp for hestevelfærd har kostet venskaber og sponsorer: Nu oplever hun, at folk lytter

Hestetræner Susan Kjærgård fra Silkeborg har i flere år været en markant stemme i debatten om etik i hestesporten.

6:34
Susan Kjærgård er blevet kaldt en rebel i hestesporten - men nu oplever hun, at omverdenen er mere modtagelig for hendes budskaber.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST og Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST.

Der er behov for et opgør med den måde, som mange rider og træner deres heste på.

Sådan lyder budskabet fra hestetræneren Susan Kjærgård, der bor i Silkeborg. 

Hun har i flere år været en markant stemme i debatten om hestevelfærd, og hendes budskab er, at man sagtens kan opnå gode resultater uden at bruge tvang eller andre voldsomme metoder.

- Jeg vil i virkeligheden gerne have formidlet, hvor samarbejdsvilligt og følsomt et dyr en hest er, forklarer hun.

Kjærgaard, der har sin egen instruktøruddannelse i firmaet Blue Berry Hill, ser mange tilspidsede situationer, når hun er til stævner rundt omkring i landet.

- Jeg oplever både på topplan og hos helt almindelige hesteejere, at der er konflikter og frustrationer med hestene. Jeg ser ridning, der bliver til en kamp, og jeg hører undervisere, der instruerer eleverne i at gå mere til den, siger hun.

Susan Kjærgård har selv tilhørt eliten engang. Hun var på det danske landshold i ridebanespringning, men blev i 2000 udelukket i et år efter at have udtalt sig kritisk om de træningsmetoder, der blev anvendt på landsholdet.

Udelukkelsen fik dog ikke negative sportslige konsekvenser - tværtimod. 

- Jeg fik mulighed for at lægge mine egne træningsplaner, og i det år, jeg var ude, strøg jeg op ad verdensranglisten og nåede op i top 100 som en af få danske springryttere på det tidspunkt.

0:42
Foto: Bent Løkke Leth

Mistede venskaber efter kritik

Kritikken af forholdene på landsholdet skulle ikke blive sidste gang, Susan Kjærgård blandede i debatten. I 2009 medvirkede hun i programmet Lige På Og Sport, der på TV 2 satte fokus på voldsomme træningsmetoder i hestesporten. 

Dengang erfarede hun, at det var forbundet med omkostninger at sige sin mening. 

- Jeg mistede arbejdsopgaver, sponsorer, heste og venskaber undervejs, husker hun.

Oplevelsen sad stadig i hende, da hun flere år senere blev opfordret til at medvirke i Operation X, der i programmet Hestemilliardærens Hemmeligheder afslørede flere kritisable forhold hos Andreas Helgstrand.

Men reaktionerne efter Operation X blev anderledes positive.

- Det er helt anderledes den her gang. Jeg har fået ufatteligt meget support, og der er i dag langt flere, der har en viden om heste og et større ønske om forandring, siger Susan Kjærgård.

Opfattelsen bekræftes også af den etablerede hesteverden.

- Der er ingen tvivl om, at Operation X-udsendelserne har skabt et paradigmeskifte for ridesporten. Det er blevet fuldstændigt legitimt at tale om hestevelfærd, siger direktøren i Dansk Ride Forbund, Morten Schram Rodtwitt.

Susan Kjærgård har lavet sin egen instruktøruddannelse. Her er hun sammen med Betina Buus Rasmussen fra Haugevejens Hestecenter ved Kjellerup.
Susan Kjærgård har lavet sin egen instruktøruddannelse. Her er hun sammen med Betina Buus Rasmussen fra Haugevejens Hestecenter ved Kjellerup.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Sportens troværdighed led et knæk

Direktøren erkender, at programmerne om Helgstrand har givet ridesportens troværdighed et knæk, og han siger, at flere parter inden for hesteverdenen nu sætter ind for at rette op.

- Vi har fokus på uddannelse og information. Det er udvikling af guidelines for korrekt brug af udstyr, det er forskningsprojekter med Aarhus Universitet, det er skærpede retningslinjer og regler og sanktioner. Der er i virkeligheden mange elementer, som på den lange bane skal genetablere troværdigheden, siger Morten Schram Rodtwitt.

Susan Kjærgård har i sin kamp for en ændret adfærd flere gange fået påklistret betegnelsen rebel. 

- Tidligere har jeg oplevet, at det var meget ensomt at stå og råbe i modvinden. Nu kan jeg mærke, at der er langt flere, der forstår og ønsker forandring.

- Er din mission så tættere på at lykkes?

- Det synes jeg.... men jeg trækker lidt på det. Rigtigt mange dage er jeg fuld af håb, og der sker jo virkelig meget i år, som ikke er sket før. Og så er der dage, hvor jeg tænker: Jeg går i seng...

- Så kampen fortsætter?

- Det gør den. Det synes jeg, at vores heste har fortjent. Vi kan ikke være andet bekendt, siger Susan Kjærgård.