Tjek overvågningen: Politiet beder om hjælp til at finde forsvundet kvinde

Politiet er parat med et signalement af den efterlyste Kathrine.

Blå blink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi leder efter en 41-årig Kathrine, der sidst er set tirsdag 5. december 2023.

Hendes bil er blevet fundet på Fuglsangvej ikke langt fra krydset Fuglsangvej/Vellingvej nord for byen Bryrup i Silkeborg Kommune, men hun var ikke selv i eller ved bilen.

- Det ser ud som om, den kan være kørt fast, inden hun forlod bilen, derfor er vi selvfølgelig meget interesserede i, om andre har set hende omkring vejkrydset eller måske hjulpet hende med et lift fra stedet, siger politikommissær Kenn Sølvkær fra lokalpolitiet i Silkeborg i en pressemeddelelse.

Politiet har onsdag ledt efter kvinden i et område nord for Bryrup i Silkeborg Kommune. I skrivende stund har de endnu ikke fundet hende. 

- Der er ikke noget, der lige nu indikerer, at der skulle være begået en forbrydelse, men vi er bekymrede for hendes ve og vel, siger politikommissær Kenn Sølvkær.

Politiet håber, at nogen kan hjælpe med at få kontakt til hende. 

Derfor opfordrer de beboere i området til at tjekke eventuel videoovervågning og kigge i skure og lignende for spor af den savnede.

Har man information, der kan hjælpe politiet, kan man ringe til dem på 114.