Ung SIF-angriber rider på brandvarm bølge - syv mål gør ham til topscorer i Superligaen
Silkeborg IFs angriber Alexander Lind er lige nu topscorer i Superligaen.
Silkeborg IF er brandvarme i øjeblikket, og det skyldes især klubbens angriber Alexander Lind, som nu kan kalde sig Superligaens topscorer.
Klubben har haft en fantastisk sæsonstart i Superligaen, hvor holdet indtil videre har vundet fem kampe og stået uafgjort i en enkelt.
I alle kampene har den 21-årige angriber scoret afgørende mål, og selv om han endnu ikke har spillet en fuld Superligakamp i år, har han fyret bolden i målet syv gange.
- Det er en fantastisk følelse, og jeg nyder det lige nu. Jeg har haft en god periode, hvor jeg har undgået de skader, jeg har haft og er kommet ind i et godt flow, og så har jeg grebet chancen, siger han.
Imponeret over roen
Lige nu er Silkeborg-spilleren et af Superligaens hotteste navne, fordi han er inde i en usædvanlig målstime.
Det betyder også, at mediernes interesse er vokset, men indtil videre påvirker det ikke den 21-årige angriber.
- Det er imponerende, at han kan bevare fokus på det, han skal lave. For alle mennesker vil gerne have lidt af ham lige nu og fortæller ham, hvor fantastisk han er. Alle vil gerne have, at han scorer igen, og det kan nogle gange gøre, at man mentalt kommer lidt på afveje, men det er han ikke, forklarer cheftræneren i Silkeborg IF Kent Nielsen.
Om han holder placeringen som topscorer i hele sæsonen er svært at afgøre, mener cheftræneren.
- Det bliver svært for ham at holde pladsen som topscorer. Det er svært, det han har gjort, og kan man blive ved med det, ja, det er endnu sværere, og når man er hel ung, så er der ingen, der ved det, siger Kent Nielsen.
Alexander Lind kom til Silkeborg IF i 2016 som et ungt angriber-talent, mens han allerede i 2016 debuterede i Superligaen.
Også TV 2's fodboldekspert, Morten Bruun, har mange flotte gloser at sætte på den unge angriber.
Det fortæller han i et LIVE-interview på TV MIDTVEST tirsdag aften.
- Det er en angriber, der sprydler af selvtillid, og så er det en angriber, der kan lave mål på mange måder. Han virker på mig som en komplet angriber, men også som en angriber, hvor alting lykkes i øjeblikket, siger Morten Bruun, som spår talentet store chancer.
- Hvis han fortsætter sin øjeblikkelige udvikling, så kommer han da til at spille i en udenlandsk klub.
Se hele interviewet med fodboldeksperten i videoen overfor.