17-årig iværksætter: Jeppe har åbnet sin egen iskiosk

Han begyndte med at sætte gamle campingvogne i stand. Nu har Jeppe Thusgård Poulsen taget hul på et nyt kapitel i sin erhvervskarriere.

2:11
Jeppe Thusgård Poulsen er ny indehaver af iskiosken på havnen i Glyngøre.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Han er stadig teenager, men kan allerede kaldes en driftig erhvervsmand.

17-årige Jeppe Thusgård Poulsen åbnede i weekenden sin egen iskiosk på havnen i Glyngøre, og dermed gik en gammel drøm i opfyldelse.

- Jeg har altid gerne villet være selvstændig. Det er spændende, at man kan bestemme over sin egen tid og ikke har en chef til at bestemme over en, siger han.

Pengene til investeringen stammer fra hans konfirmation, og så har han også tjent en skilling på at købe gamle campingvogne, sætte dem i stand og sælge dem videre. En forretning han satte gang i som 14-årig på forældrenes campingplads.

Og det der med at sætte gang i ting har han ikke fra fremmede, fortæller hans mor Gitte Thusgård Poulsen.

- Jeppe ligner sin far på en prik. De kan ikke sidde stille og er hele tiden i gang med et eller andet, fortæller hun.

Jeppe Thusgård Poulsen
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Den unge iværksætter går til daglig på HHX i Struer. Han pendler frem og tilbage hver dag, og nu skal han så også til at passe sin egen iskiosk. 

Indtil det bliver sommer, har kiosken kun åbent i weekenderne, og selv om Jeppe også har fået sin første ansatte, er kalenderen mere end fyldt op. 

Og det passer ham fint, mener mor Gitte.

- Jeppe gider for eksempel ikke på ferie. Det har han ikke tid til, for det tjener man ingen penge på. Selv om vi betaler ferien, vil han hellere være hjemme og sætte campingvogne i stand eller ordne iskiosk. Og sådan har han egentlig altid været, siger hun.

Jeppe er selvfølgelig allerede i gang med at lægge planer, der rækker ud over iskiosken i Glyngøre.

- Iskiosken er en start på noget større. Jeg ved ikke specifikt, hvad det skal være - men det skal i hvert fald være større, siger han.