Camilles portræt af dronningen skal udstilles på Christiansborg
Skive Kommune har udvalgt et billede, der skal indgå i gaven til dronningen.
På Hem Skole har eleverne malet portrætter af Dronning Margrethe, der skal være en del af Skive Kommunes fødselsdagsgave i anledning af majestætens 80 års fødselsdag.
Camille Engelbrecht Schmidt er en af de elever, der har malet dronningen, og hendes billede er blevet udvalgt til at skulle udstilles på Christiansborg.
- Det føles virkelig vildt, man er sådan helt overrasket indeni. Man kan næsten ikke beskrive det, fortæller den unge kunstner til TV MIDTVEST.
Billederne skal overrækkes til dronningen, men på grund af coronavirussen er det udskudt til september. Borgmesteren i Skive, Peder Christian Kirkegaard, var dog forbi skolen for at fejre vinderen.
Den rigtige vinder
Alle kommuner har valgt et maleri lavet af en 3. klasses-elev, og tilsammen udgør malerierne en fødselsdagsgave til dronningen.
Selvom det ikke var nemt at vælge mellem de mange flotte malerier, er borgmesteren ikke i tvivl om, at de har valgt det rigtige.
- Det er et billede, der er fyldt med dejlige farver. Der er simpelthen en fortælling i billedet. Det portrætterer på enestående vis både dronningen, men selvfølgelig også en af Skives kendte kirker, fortæller borgmester Peder Christian Kirkegaard.
Selvom det var en meget uvant situation for Camille Engelbrecht Schmidt, var hun glad for, at hendes billede vandt, og hun glæder sig til at møde dronningen til september.