Danmarksturné på tandemcykel: Musiker kører landet tyndt med cello på ryggen

Det er ikke første gang, at cellist Ida Riegels cykler Danmark rundt.

Ida Riegels fortæller publikum i Rybjerg Kirke om sin tur. Bag hende står tandemcyklen.
Ida Riegels fortæller publikum i Rybjerg Kirke om sin tur. Bag hende står tandemcyklen.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Sidste år cyklede cellist Ida Riegels rundt i landet med sin cello på ryggen for at holde koncerter med lokale musikere flere steder. Det blev en stor succes, og hun endte med at modtage P2’s Ildsjælepris.

I år er den københavnske musiker så igen taget ud i landet for at gentage succesen, men hun vil ikke køre alene.

I går ankom hun derfor til Rybjerg Kirke i Roslev på tandemcykel sammen med kirkens organist, Thomas Olesen.

- Man bliver inspireret, når man møder folk, og der sker ting. Man er godt tilstede i nuet, når man er ude på sådan en cykeltur, og så tænkte jeg på et tidspunkt, at det kunne være lidt sjovt at have selskab i stedet for at cykle helt alene rundt, forklarer Ida Riegels.

Ida Rybjerg under koncerten.
Ida Rybjerg under koncerten.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Koncerter med lokale

I går afholdt hun så den første koncert på sin tour. Den fandt sted i Rybjerg Kirke, og Ida Riegels spillede sammen med Thomas Olesen. Sidstnævnte er begejstret for at være med.

- Jeg synes, det er et super godt projekt. Det er fantastisk, at hun tager ud og på den måde formidler den klassiske musik til det brede folk og kombinerer det med noget så folkeligt som at cykle, siger han.

Id Riegels kunne efter den første koncert mærke, at det betød noget, at hun havde cyklet sammen med sin makker.

- Jeg synes på en eller anden måde lidt, at jeg kender dig lidt bedre, efter vi har cyklet sammen. Jeg synes også, at vores samspil blev bedre af det, siger hun til Thomas Olesen.

2:19
Cellisten Ida Riegels giver tandem-koncerter landet rundt. Første koncert var i Rybjerg Kirke i Salling.